Denis Vavro

Denis Vavro udlejes til VfL Wolfsburg

F.C. København lejer Denis Vavro ud til VfL Wolfsburg resten af sæsonen, og klubberne er blevet enige om en aftale, der indeholder en købsoption på den slovakiske landsholdsspiller.

Denis Vavro spillede torsdag aften sin kamp nummer 200 for F.C. København, da han sammen med resten af holdet sikrede avancementet til Conference Leagues league phase. 
 
28-årige Denis Vavro vil være til stede ved søndagens Derby i Parken for at blive hyldet for sine 200 kampe i FCK-trøjen, inden han sætter kursen mod Tyskland. 
 
”Jeg har et stort ønske om at prøve mig selv af i en ny liga, og derfor ser jeg frem til denne mulighed i den tyske Bundesliga," siger Denis Vavro.

"Jeg har været mere end almindeligt glad for min tid i F.C. København, så for mig handler det udelukkende om ønsket om at teste mig selv af et nyt sted."
 
”Jeg har så mange gode minder her fra København, og jeg ønsker gutterne alt det bedste. Jeg er sikker på, at vi vil se FCK løfte pokalen til sommer, og jeg vil følge med hele vejen. Til sommer må vi så se, hvad fremtiden byder på.”

Sune Smith-Nielsen: En del af planen
Denis Vavro kom første gang til F.C. København i 2017 og blev sidenhen solgt til Lazio i 2019, for så igen at vende tilbage til København i 2022. Nu venter altså en tur til Bundesligaen.
 
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen fortæller om aftalen:

”Vi har tidligt lagt en plan sammen med Denis, og han har haft et stort ønske om at prøve sig af i en ny liga. Vi kan kun sige, at han har givet alt for F.C. København, og derfor ønsker vi Denis rigtig meget held og lykke i Wolfsburg.”
 
“Vi har selvfølgelig haft et stort fokus på at sikre os endnu et efterår med europæiske kampe, og da den del nu er på plads, mener vi, at tiden er den rette til at give Denis muligheden for at rejse videre. Vi glæder os til at følge ham i det tyske,” siger Sune Smith-Nielsen.

Alle i F.C. København ønsker Vavro held og lykke i Wolfsburg.