Kvinderne klar til pokalkvartfinale efter sejr i forlænget spilletid
F.C. Københavns kvinder er klar til kvartfinalerne i pokalturneringen efter en 1-0-sejr på udebane over Sundby - det andet tophold fra 2. division.
Emma Brandt scorede det forløsende sejrsmål fire minutter inde i den forlængede spilletid. Den ordinære kamp var endt 0-0 efter 90 minutters hård kamp tirsdag aften på Kløvermarkens Idrætsanlæg på Amager.
Opgøret mod forfølgerne i 2. division blev endnu engang en meget tæt affære, ligesom mødet mellem holdene i 2. division for nylig, hvor Liv Norre Rasmussen ved den lejlighed udlignede fem minutter inde i tillægstiden til resultatet 1-1.
Denne gang endte det altså igen uafgjort efter 90 minutter, men løvinderne sikrede altså avancementet efterfølgende.
I 1. runde af Gjensidige Kvindepokalen blev Svogerslev besejret med 7-1, og i 2. runde blev Allerød sendt hjem fra Vanløse Idrætspark med en 5-1-nederlag.
De øvrige kampe i 3. runde af turneringen spilles i de kommende uger, og først derefter trækkes der lod til 4. runde, der efter planen spilles til foråret.
Næste hjemmekamp i 2. division er på lørdag den 5. oktober kl. 12.00 mod Ølstykke på Vanløse Idrætspark. Der er gratis adgang til kampen.