
Løvindernes pokaleventyr forbi efter forlænget spilletid
F.C. Københavns kvinder var tæt på sensationen men er ude af pokalturneringen med mindst mulige margin. Fortuna Hjørring vandt returkampen i semifinalen med 2-1 - men først efter forlænget spilletid på Nord Energi Arena.
Værterne ramte stolpen midtvejs i første halvleg, men ellers var det en jævnbyrdig start på kampen og ligesom i det første opgør var det løvinderne kom foran mod landets pt. bedste hold.
FCK i front
Efter 32 minutters spil blev Maria Hovmark kantet af Laura Frank og dommeren pegede på pletten. Olivia Bergmann var sikkerheden selv på straffesparket, da hun fangede Hjørring-keeper Freja Thisgaard på det forkerte ben.
Hjørring var tæt på en udligning kort før pausen, da japanske Watanabe sparkede lige over mål. Men som kampen skred frem blev presset større og større på Anna Kaas' mål.
Udligningen kom efter 56 minutter, da hjemmeholdets Laura Frank kom højest på et hjørnespark. Kort efter gav et hjørnespark i den anden ende en stor mulighed til københavnerne, men bolden strøg over mål.
Straffesparksredning
Hjørrings amerikaner Ashley Riefner ramte også stolpen, men i det 73. minut fik nordjyderne spillets største chance. Dommeren dømte straffepark for hands imod Sunneva Sigurvinsdóttir, da et indlæg fra kort afstand ramte islændingen.
Anna Kaas reddede dog flot forsøget fra belarussiske Anastasia Pobegaylo. Og kort efter leverede Kaas endnu flere pragtredninger - først på en friløber og siden på et forsøg tæt under mål.
FCK red stormen af og det endte 1-1 efter de ordinære 90 minutters spil. Dermed skulle der to gange 15 minutters forlænget spilletid til for at finde den første deltager i årets pokalfinale.
Sejrsmål på hovedstød
Her kæmpede løvinderne bravt selvom de så småt løb tør for kræfter. Og først i det 103. minut kom afgørelsen, da indskiftede Signe Søndergård sprang op og headede sejrsmålet i nettet lige foran Anna Kaas til stor jubel blandt de 385 tilskuere.
Sådan endte det også, og Fortuna Hjørring er dermed klar til endnu en pokalfinale, en turnering, de har vundet hele 10 gange før.
F.C. Københavns kvinder kan se tilbage på en fremragende indsats i pokalturneringen, en plads i semifinalerne og altså to gange 1-1 efter ordinær tid mod førerholdet i Kvindeligaen.
Nu gælder det kampen om oprykning til 1. division og i første omgang endnu en tur til det nordjyske, ude mod mod AaB 2. påskedag kl. 14.00 og siden en tur til Næstved den 4. maj.
Næste hjemmekamp i Vanløse Idrætspark er 10. maj mod AaB.
Se højdepunkter fra pokalkampen senere på FCK TV.