Neestrup: Vi må ikke tabe sådan en kamp
"Vi må bare ikke tabe sådan en kamp, for vi skal simpelthen kunne forsvare bedre på et målspark, når der mangler ti sekunder af kampen. Det er ekstremt skuffende, og det er det, der fylder lige nu," sagde Jacob Neestrup efter det polske sejrsmål i det syvende tillægsminut.
"Der var ellers mange udmærkede ting rent præstationsmæssigt, for vi skabte det vi skulle i løbet af kampen, men efter de udlignede i 2. halvleg, havde vi sværere ved at dirke dem op og lykkedes ikke lige så godt som i 1. halvleg. Vi blev for åbne og levede livet for farligt, og derfor kan vi kun bebrejde os selv, at det endte på den her måde."
"1-1-målet er hvad der kan ske, og det er jo dårligt nok en chance, og det er bare godt udnyttet af dem. Men jeg er utilfreds med både den store chance, de har midt i 2. halvleg, og så at vi ikke holder aftalerne til sidst og tillader dem at score det mål i de allersidste sekunder. Det må ikke ske."
"Ellers må jeg også bare sige, at vi igen underpræsterer på evnen til at udnytte vores chancer. Det gælder ikke kun i dag, at vi skaber de chancer vi kan forvente, men ikke er gode nok til at eksekvere. Så det er den ene årsag til, at vi taber i dag, og den anden er som sagt den brøler, vi laver til allersidst," sluttede Jacob Neestrup.