Jacob Neestrup

Neestrup: Vi var tættest på sejren, men uafgjort var OK

"Alt i alt er jeg tilfreds med det ene point, selv om vi selvfølgelig gerne ville have haft alle tre med hjem til København," sagde Jacob Neestrup efter søndagens målløse Derby.

"Vi var tættest på de tre point til sidst, hvor vi gik mere offensivt til værks, og hvor vi før har set herude, at vi kunne afgøre det. Det var også tæt på med Elyounoussis stolpeskud, men 0-0 er nok retvisende for kampen som helhed."

"Jeg indrømmer gerne, at det set udefra nok var en kedelig kamp, men sådan må det være engang imellem, når det var vores anden svære udekamp på mindre end tre døgn."

"Vi ønskede, at det skulle blive en lukket kamp, som vi for alt i verden ikke måtte tabe. Sidste sæson havde vi sikkert tabt en kamp som den her i stedet for at få uafgjort, men vi bliver bedre og bedre til at undgå det i kampe som den her, hvor vi igen giver meget få chancer væk. Men selvfølgelig ville vi gerne have vundet, det siger sig selv, når det er et Derby."

"Og selv om det tekniske niveau ikke var højt i dag hos nogen af holdene, så var der stadig masser af intensitet og hårde dueller og alt det, der også er med til at gøre et Derby til noget specielt."

"Men som sagt, så lever vi fint med det ene point, ligesom vi gjorde i torsdags, hvor vi også gerne ville have vundet, men også der var vi solide og undgik at tage hjem helt uden noget," sluttede Jacob Neestrup.

>> Find pladser til FCK-Silkeborg næste mandag