F.C. København tager afstand fra scener i Brøndby

Ved søndagens Derby udspillede der sig desværre nogle ubehagelige scener.
 
En time før kampstart på Brøndby Stadion brød en gruppering fra Brøndbys fantribune igennem et hegn, løb ned langs langsiden og kastede antændte romerlys mod F.C. Københavns fanafsnit.

Episoden eskalerede i løbet af få sekunder, og en gruppe fra FCK’s udebaneafsnit responderede ved at forcere hegnet og kaste romerlys tilbage mod de fremløbende til fare for alle i nærheden.

Politiet stillede sig imellem og oplevede ligeledes at få kastet romerlys mod sig, mens de stillede sig imellem de to fansektioner på banen.

F.C. København tager på det kraftigste afstand fra episoden og er meget ærgerlig over, at det ikke lykkedes at holde fangrupperne adskilt på stadion. Scener som disse har absolut intet har med fodbold at gøre.

At F.C. Københavns fans blev udsat for et angreb, er fuldstændig uacceptabelt, og det er også under al kritik, at flere fra udebaneafsnittet kastede romerlys mod Politiet, som faktisk forsøgte at beskytte begge parter.

Efter kampen har Divisionsforeningen besluttet at suspendere udebanefans til derbys på ubestemt tid. Vi accepterer beslutningen og bakker op om intentionerne - alle værktøjer skal afprøves i denne proces.

Nu ser vi frem mod den fortsatte dialog med Politiet, med fans, med Justitsministeriet og med Brøndby.