Giorgi Gocholeishvili

Landshold: Flere FCK'ere har meget på spil

Det er ikke kun Danmark, der har meget på spil i aftenens afgørende landskamp i Serbien – flere FCK’ere er også involveret i vigtige opgør rundt om i verden i disse dage.

Til Danmarks kamp holder vi selvfølgelig et ekstra øje med, om Mads Roerslev får landsholdsdebut. Brentford-backen, der forlod FCK i 2019, er rykket et skridt nærmere spilletid, efter at en skadet Alexander Bah forlod lejren efter fredagens Spanien-kamp i Parken.

Højre back-positionen er også i fokus for de øvrige FCK'ere, der har noget på spil i dag og i morgen. Desværre ikke for Kevin Diks, som udgik med en skade kort før pausen i hans debut for Indonesien i sidste uge, men for både Huescas og Gocholeishvili samt Garananga, der spillede højre back for Zimbabwe forleden.

Gocholeishvili & Georgien
Giorgi Gocholeishvilis Georgien spiller tirsdag ude mod Tjekkiet på Andruv Stadion i Olomouc, hvor vi selv spillede (en tågekamp) mod FC Zlin i 2017.

Tjekkerne har revanche til gode efter 1-4-nederlaget i Georgien tidligere på efteråret og sikrer med en sejr førstepladsen og oprykningen til Liga A.

Men gruppen er pivåben, og alle fire hold – inklusive Albanien og Ukraine - kan gå videre, så det er et sindrigt regnestykke med mange hvis-og-hvis. Selv med en sejr i Tjekkiet er Georgien ikke sikre på førstepladsen, for hvis Albanien også vinder, så står de lige – også i indbyrdes kampe – og så tæller målscoren i alle gruppekampe.

Huescas & Mexico
Natten mellem tirsdag og onsdag (dansk tid) skal Rodrigo Huescas og Mexico indhente 0-2 fra den første af to kvartfinaler mod Honduras, hvis de vil bevare chancen at nå semifinalerne i Concacaf Nations League.

Huescas sad på bænken i det første opgør, som var mere lige, end cifrene antyder, og returkampen bliver en svær, men ikke umulig opgave.

Det viste mexicanerne i marts i år, da de også tabte 0-2 i Honduras i kvartfinalen af den seneste udgave af Nations League. Hjemme på Estadio Azteca i Mexico City vandt de dog 2-0, selv om det andet mål først faldt i 11. tillægsminut til 2. halvleg! Den forlængede spilletid endte uden mål, og mexicanerne var bedst i straffekonkurrencen og nåede siden til finalen og tabte 0-2 til USA. Dengang var Huescas ikke med, for han debuterede først den 1. juni i år.

Denne gang spiller Mexico returkampen på Estadio Neesio Diez i Toluca de Lerdo, som ligger ca. en times kørsel vest for Mexico City. Et stadion, som bl.a. lagde græs til flere kampe under VM i Mexico i 1970 og 1986 (men er moderniseret en hel del siden), og hvor Mexico aldrig har tabt.

Rodrigo Huescas og Munashe Garananga
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Garananga & Zimbabwe
Med 1-1 mod Kenya forleden – hvor Garananga spillede hele kampen på højre back - kvalificerede Zimbabwe sig definitivt til Africa Cup of Nations-slutrunden. Den afvikles i Marokko i slutningen af december 2025 og starten af januar 2026.

Tirsdag kl. 14 (dansk tid) møder de Cameroun på udebane, og de har også allerede kvalificeret sig, men kampen gælder førstepladsen i gruppen, og Zimbabwe skal vinde for at overtage den fra camerounerne.