![Jacob Neestrup Jacob Neestrup](/sites/default/files/styles/article_full/public/images/2025-01/250114_neestrup.jpg?itok=prm192IG)
Neestrup før AGF: Ser det som den perfekte træningskamp
Cheftræner Jacob Neestrup ser frem mod den sidste træningskamp i pre-season, som bliver spillet lørdag kl. 14 på AGF’s nye midlertidige stadion i Aarhus.
Af flere årsager glæder det Neestrup at få netop den modstander.
”Vi ser det lidt, som den perfekte træningskamp," siger han efter fredagens træning på nummer 10
"Det gør vi, fordi AGF minder en del om det, vi står overfor i den kommende blok af kampe. Høj intensitet, foran en del tilskuere og så tæt på en turneringskamp, som vi kan få på nuværende tidspunkt,” siger Jacob Neestrup.
”Derudover er det en god mulighed for at spille på AGF’s nye stadion, så kender vi rammerne for deres nye sted, når vi formentlig skal stå overfor dem senere i sæsonen.”
Flere navne begynder at nærme sig deltagelse i kampe igen, og det betyder blandt andet, at Elias Achouri igen indgår i kamptruppen, mens Mohamed Elyounoussi deltager i træningen med holdet i næste uge. Nyeste medlem i truppen, Diant Ramaj, tager også med til Aarhus.
”Vi tager afsted med den stærkest mulige trup, som er til rådighed lige nu," siger Neestrup.
"Nogle spillere vil spille 45-60 minutter, andre længere tid. Alt handler om, at vi skal have alle klar til at indgå i den kommende blok af kampe, som venter os."
>> Se truppen og trupstatus her
Der er kickoff kl. 14.00 i Aarhus, og du kan se kampen i vores app og på tv.fck.dk med et FCK+ medlemskab - eller hvis du har sæsonkort, kort- eller billetabonnement.
Den første kamp i den kommende blok af turneringskampe er hjemmekampen mod FC Heidenheim på torsdag kl. 21 - den finder du ledige pladser til her på billet.fck.dk.