Hunor Vajk Németh

Hunor Németh rykker fast i førsteholdstruppen

17-årige Hunor Németh har trænet med førsteholdstruppen hele pre-season, og han har leveret et godt aftryk og bliver nu rykket permanent op i førsteholdstruppen. 
 
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen siger om den beslutning:
 
”Vi har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om de kvaliteter, som Hunor besidder, men spørgsmålet er altid, hvornår man er klar til at tage de næste skridt."

"Disse skal tilpasses spillerens udvikling, og her må vi bare sige, at via gode træninger og præstationer i træningskampene i pre-season har Hunor vist, at han er klar til at tage det næste skridt i hans udvikling.”
 
”Hunor er et internationalt toptalent, som spiller på den centrale midtbane. Han har et stort løbepensum, god teknik og stor taktisk forståelse, og han besidder en fremragende mentalitet og er dygtig til at præstere under pres."

"Han sigter konstant efter at blive en bedre udgave af sig selv, og vi glæder os til at bringe ham yderligere frem og se ham tage skridtet mod at konkurrere i førsteholdstruppen,” siger Sune Smith-Nielsen. 
 
Ungarskfødte Hunor Vajk Németh kom til Danmark som 3-årig og har spillet i KB og FCK Talent, siden han var otte år. Han optræder for de ungarske ungdomslandshold.
 
”Det har været en utrolig lærerig periode, som jeg var meget spændt på, inden den startede. Men jeg er virkelig glad for, at jeg har leveret det, som det krævede, og jeg dermed kan se frem til at træne fast med førsteholdstruppen.”
 
”Det har været specielt at træne med de spillere, som man i en lang periode har set op til og gået og drømt at få lov til at være med omkring."

"Det er stort for mig, og nu er det om at sætte de næste mål. Det handler om at få debut på førsteholdet og så stille og roligt kunne konkurrere med om pladserne på holdet,” siger Hunor Németh.