Aftenens kamparena: Stamford Bridge
Stadion er ældre end klubben!
Det oplever vi ikke så tit på vores europæiske udebaneture, men der er flere andre årsager til, at vi denne gang gør lidt mere ud af at præsentere aftenens kamparena.
Dels er det tredje gang, vi spiller her, og dels er der enkelte ligheder mellem Chelseas og F.C. Københavns stadionhistorie - dog ikke hvad angår det mest principielle ved hele Stamford Bridge-historien: stadion er reelt ejet af fansene.
De første år
Stamford Bridge er fra 1877 og blev de første 20-30 år benyttet af London Athletic Club, mens Chelsea FC endnu ikke eksisterede.
Chelseas historie begynder på en måde med brødrene Gus og Joseph Mears, som i slutningen af 1800-tallet arvede en masse penge, som deres far havde tjent i byggebranchen. Brødrene blev i branchen og ledte efter egnede arealer til investeringer, og efter nogle års sonderinger købte de Stamford Bridge i 1904.
Brødrene var fodboldinteresserede og fik ideen til at ombygge Stamford Bridge til intet mindre end Englands nye nationale fodboldstadion, blandt andet på grund af dets gode beliggenhed tæt op ad den relativt nye District Line-toglinje.
Planen var også at tilbyde nærtliggende Fulham FC at bruge Stamford Bridge som hjemmebane i stedet for deres Craven Cottage, men alt imens den berømte skotske stadionarkitekt Archibald Leitch var i gang med ombygningen af Stamford Bridge, strandede Fulham-forhandlingerne på flere uenigheder.
I stedet besluttede brødrene at stifte en ny klub, og således kom Chelsea FC til verden den 10. marts 1905 i lokaler lige over for stadion, hvor puben Butcher’s Hook ligger i dag.
Parallellen til Parken
På en vis måde er det en parallel til F.C. Københavns historie, som er tæt knyttet til Københavns Idrætsparks ombygning til Parken fra 1990-92. Parkens nye ejere, Baltica, kunne ikke leve af landskampe, koncerter og kontorbygninger, men havde brug for en klub med fast hjemmebane, og det spillede også ind i B1903’s og KB’s etablering af F.C. København.
Ombygningen af Parken dog gik i gang, længe inden F.C. København blev en realitet, og vi spillede også vores første kampen, inden Parken blev indviet.
Men det er en anden historie, selv om vi i forbifarten også kan nævne, at begge klubber har en løve i logoet. Og så har vi i øvrigt også det tilfælles, at der jævnligt er tale om mulige udbygninger, men det gælder jo mange fodboldstadioner rundt omkring i verden.
Den første tribune
Stamford Bridge fik i første omgang kun én tribune med siddepladser, East Stand, som den nuværende hovedtribune også heder. Den havde plads til 5-6.000 tilskuere, og de øvrige tre sider var ståpladser med terrassetrin, som var bygget på overskudsjord fra udgravningerne til Piccadilly Line-undergrundsbanen.
Man nåede aldrig ambitionen om at få plads til 100.000 tilskuere, men Stamford Bridge var ganske godt besøgt med 60-70.000 tilskuere allerede de første år, og det var blandt landets største sammen med Hampden Park i Glasgow og The Crystal Palace Stadium i London.
Chelsea FC spillede fra dag 1 sine hjemmekampe på Stamford Bridge og har gjort det lige siden, men Mears-brødrenes drøm om et nationalstadion blev dog ikke indfriet, for England spillede kun fem landskampe med ca. 10 års mellemrum i første halvdel af det 20. århundrede, og siden måtte Stamford Bridge nøjes med en venskabskamp mellem Brasilien og Rusland i 2013.
Til gengæld blev der spillet tre FA Cup-finaler i 1920-1922, men så snart Wembley blev indviet i 1923, blev det landets førende fodboldmekka.
Stamford Bridge har dog lagt græs til mange store Chelsea-kampe, og tilskuerrekorden blev sat i oktober 1935, hvor 82.905 så Chelsea spille 1-1 i lokalopgøret mod Arsenal.
Udbygning i 30'erne
Netop i 30’erne fik Stamford Bridge en delvist overdækket sydkurve ned mod Fulham Road, som tribunen i første omgang blev opkaldt efter. Men fansene døbte den snart the ”Shed End”, som også er det officielle navn i dag.
Shed betyder skur, så det siger lidt om, hvordan fansene opfattede tribunen. Køn var den ikke, og den fyldte kun en mindre del af kurven og blev vist primært bygget for at give læ for regn og vind til bookmakere og deres spilkunder, når der var Greyhound-løb på cindersbanen. Og det var der tit, for da Chelsea rykkede ind, sikrede sig en mangeårig ret til fortsat at benytte banen.
I 1939 fik Chelsea også lov at bygge en tribune i den nordlige kurve, men den blev forsinket af 2. verdenskrig og først indviet i 1945. Denne North Stand fyldte kun ca. 1/3 af kurven over mod hovedtribunen og rummede ca. 2.500, og den fremmede ikke ligefrem det visuelle indtryk af stadion. Den var heller ikke solidt bygget, så fansene mærkede rystelserne, når togene kørte forbi bagved. Den stod dog til 1976, før den blev revet ned.
Mere modernisering i 60'erne
I 1957 fik Stamford Bridge lysmaster – nogenlunde samtidig med alle andre klubber – og i midten af 60’erne kom der omsider en tribune på den vestlige langside modsat hovedtribunen.
Den nye West Stand reducerede dog stadionkapaciteten drastisk, for den rummede kun ca. 6.000. Men den havde noget unikt: VIP-loger! Kun seks små og ret primitive, but still… kun Old Trafford havde noget lignende dengang.
I slutningen af 60’erne var Chelsea så småt ved at få succes igen efter det enlige mesterskab i 1955, som få år senere blev efterfulgt af nedrykning til 2. division. Men Chelsea kom igen og skabte et stærkt, talentfuldt hold i 60’erne, der vandt FA Cup’en i 1970 og Europa Cup for pokalvindere i 1971.
Det bidrog til, at Chelsea-ledelsen lagde planer for en total ombygning af det nu meget nedslidte og umoderne Stamford Bridge til et helt overdækket stadion med plads til 60.000 siddepladser. Faktisk meget forudseende, for dermed havde det levet op til de krav, som 20 år senere blev fastsat efter flere tragiske stadionulykker.
Ny East Stand, før krisen satte ind
Men det blev kun til en ny East Stand i 1974, for timingen var mildt sagt uheldig, da både klubben og hele nationen som sådan blev ramt af kraftig økonomisk nedgang i 70’erne, hvor Chelsea igen rykkede ned og gik en dyster fremtid i møde.
Den nye East Stand blev bygget ind over løbebanerne, så man i det mindste kom tættere på spillet, når man sad på tribunen, som er den samme, som står der i dag.
I starten af 80’erne var Chelsea reelt ved at gå konkurs, indtil rigmanden Ken Bates i 1983 købte selve klubben af Mears-familiens efterkommere for ét pund, men ikke Stamford Bridge, som i stedet blev overtaget af ejendomsselskabet Marler Estates.
De næste ca. 10 år frygtede fansene, at de nye ejere ville rive stadion ned og bygge boliger, supermarkeder el.lign., men fansene kæmpede bravt under kampagnen ”Save The Bridge”.
I den periode skete der absolut ingen forbedringer, men en stor krise på ejendomsmarkedet betød, at Marler Estates gik konkurs og solgte rettighederne videre til et andet selskab, Cobra Estates, og efter et langvarigt og komplekst forløb, så fik Ken Bates og Chelsea FC Stamford Bridge tilbage i 1992.
Det var samme år, hvor Premier League samtidig blev indført, og i 1993 begyndte Chelsea den omfattende ombygning, som førte til Stamford Bridge, som vi kender det i dag.
Ken Bates og Chelsea Pitch Owners
Men først efter, at Ken Bates havde truffet en meget principiel beslutning, som også i dag har stor betydning for klubbens muligheder – og, efter nogens opfattelse, begrænsninger.
Bates besluttede nemlig at oprette fonden Chelsea Pitch Owners (CPO), og via en langsigtet og favorabel finansiering overtog den ejerskabet af Stamford Bridge og rettigheden til navnet Chelsea FC.
Formålet med fonden var at beskytte Stamford Bridge’s fremtid mod ”fjendtlige overtagelser” samt give fans mulighed for at eje en del af klubben.
Overdragelsen af navnerettigheden, som Bates selv anså som lidt af en genistreg, betød, at hvis klubbens ejere ville flytte klubben til et andet stadion, så kunne CPO blokere for det, så Chelsea i givet fald måtte skifte klubnavn.
CPO fonden afskrækkede nogle potentielle købere til Chelsea, indtil Roman Abramovich alligevel valgte at købe sig ind i 2003. Men da han en del år senere forsøgte at købe CPO, så Chelsea kunne blive herrer i hele sit eget hus, så stemte kun ca. 62 % CPO-aktionærer for – og reglerne kræver, at mindst 75 % skal sige ja.
Men CPO fonden er central for at forstå klubbens nuværende muligheder. I dag er der ca. 13.000 ejere, og alle kan i princippet købe aktier fra 100 GBP og dermed blive medejere – men hver kan max. have 100 ”stemmeberettigede” aktier, for ellers kunne Abramovich og andre rigmænd jo bare købe aktier nok til at have 75% flertal .
>> Læs mere om Chelsea Pitch Owners
Markant ombygning i 90'erne
Som sagt kom der nu gang i stadion-moderniseringen, og de tre andre sider fik nye tribuner med siddepladser og overdækning, og løbebanen forsvandt helt.
Den nordlige endetribune åbne i 1994 og blev to år senere døbt Matthew Harding Stand til ære for Chelsea FC’s næstformand, der omkom i en helikopterulykke.
Den sydlige endetribune, Shed End, blev revet ned et par år senere, og samtidig med den nye endetribune byggede man også hoteller, lejlighed-komplekser og underjordisk P-plads på området ud mod Fulham Road.
Så manglede man bare West Stand, og en ny langsidetribune blev indviet i 2001 med 13.500 siddepladser, VIP-lokaler m.m. – og nu kunne man omsider stille sig på midtercirklen og dreje 360 grader rundt og se et mere harmonisk og sammenhængende stadion, overdækket og kun med siddepladser.
Kapaciteten koster i forhold til konkurrenterne
Chelseas problem er bare, at der kun kan være ca. 40.000, og det er en halv gang færre end nogle af konkurrenterne i London, hvor Arsenal, West Ham og Tottenham har plads til lidt over 60.000. Derfor halter Chelsea indlysende efter på indtægtssiden: 20.000 gange de nuværende Premier League-billetpriser pr. kamp, det er ikke småpenge!
Men drømmen om et større stadion støder på mange udfordringer. Først og fremmest skal man jo kunne finansiere det, og der står Chelsea nok et andet sted i dag, end da Roman Abramovich lagde det finansielle fundament.
Logistisk er udfordringerne de samme, for Stamford Bridge er klemt inde af jernbanespor, både bag East Stand og bag Mathew Harding Stand, og bag West Stand ligger der boligblokke – og området bag Shed End ud mod Fulham Road er også bebygget, så uanset hvordan man vender og drejer det, er det svært.
Blandt flere aspekter er der også sikkerheden, for der er rigeligt trængsel i dag, når 40.000 skal ud af de samme udgangsveje, og der er jo – heldigvis – myndighedskrav til hvor hurtigt et stadion skal kunne evakueres, hvis der sker noget drastisk.
Mange ideer - få realiteter
Som for alle andre fodboldstadioner - inklusive Parken - er der ikke så mange alternativer: udbygge det eksisterende, rive det ned og bygge nyt fra bunden – eller bygge et nyt et helt andet sted. Eller dele et stadion med en anden klub.
Chelsea har gennem årene haft mange projekter på bordet, og i skrivende stund - under Todd Boehlys ejerskab - taler man igen om et stadion med plads til ca. 60.000, enten ved at ombygge eller bygge nyt.
Men der er flere spørgsmål end svar, for selv om klubben får held til at opkøbe arealer i nærheden, er det svært at se, at man kan ombygge Stamford Bridge til 60.000.
Alternativet er at bygge nyt. Ifølge The Guardian var Earls’ Court for nylig en mulighed, men der bygges nu kun boliger, butikker m.m. været på tale. Det var også på tale at bygge nede omkring Battersea Power Stadion, men uanset hvor, så skal man mindst 75% af CPO støtte planen, og det er næppe den nemmeste af alle udfordringerne.
I aften spiller vi for tredje gang på Stamford Bridge – det ligner sig selv fra 2011, men lad os se, hvad der er sket, hvis vi kommer igen engang i fremtiden!
