
Aftenens kamparena i Heidenheim
Aftenens kamparena har siden 2011 heddet Voith-Arena og ejes af FC Heidenheim. Stadionnavnet er sponseret af byens store, internationale Voith-koncern, men omtales i UEFA-regi som FCH Arena Heidenheim.
Det er – i skarp konkurrence med Holstein Stadion i Kiel – Bundesligaens mindste med en kapacitet på ca. 15.000 tilskuere (dvs ca. 1/3 af Heidenheims indbyggertal), men er til gengæld Tysklands næsthøjest beliggende, 555 meter over havets overflade.
Der er normalt fuldt hus til Heidenheims hjemmekampe i Bundesligaen, og i Conference League var der officielt 15.000 mod Chelsea, og lidt under 13.000 mod NK Olimpija og St. Gallen. Da Heidenheim spillede i 2. Bundesliga, lå gennemsnittet også på 12-13.000 tilskuere.
Det nuværende stadion er fra 2010, hvor man ombyggede det tidligere stadion, Albstadion, som havde eksisteret siden 1972 som et multistadion til flere sportsgrene og derfor også med en atletikbane rundt om fodboldbanen.

Da FC Heidenheim i sommeren 2009 rykkede op fra Regionalliga Süd til 3. Bundesliga, gik man i gang med en stor ombygning for at følge med tidens krav, som for en sikkerheds skyld også blev forberedt til kravene til 2. Bundesliga, hvis den dag skulle komme.
Det ombyggede stadion blev indviet med en kamp mod VfB Stuttgart i september 2010 under navnet GAGFAH Arena, sponseret af et ejendomsselskab fra Luxembourg, og var nu et rent fodboldstadion med plads til ca. 10.000, som klubben med rette var stolte af.

"Vi er godt rustet, trods enorme investeringer i vores nye hjemmebane, og vi vil fortsat drive forretning på en god og ordentlig måde," sagde daværende klubpræsident Klaus Meyer, som gik bort i oktober 2022 i en alder af blot 57 år og desværre ikke nåede at opleve klubbens oprykning til den bedste række.
I første omgang rykkede Heidenheim op i 2. Bundesliga i 2014, og siden blev stadion udbygget i flere omgange og kapaciteten øget til de nuværende 15.000, blandt andet fordi hjørnerne blev lukket, og fordi man udvidede med loger og andre VIP-faciliteter.
>> Læs også "Fokus på FC Heidenheim"
Historisk sponsornavn
Det er ikke tilfældigt, at stadion i dag hedder Voith Arena. Voith-koncernen har sine rødder i Heidenheim med et stort fabriksanlæg blot en kilometer fra stadion.
Virksomheden blev grundlagt i midten af 1800-tallet, men kan føre sin historie tilbage til 1825, da Johann Matthäus Voith overtog sin fars smedeværksted i Heidenheim. I dag er det en global koncern med over 20.000 ansatte inden for energi, papir, råmaterialer og transport. Det var også ingeniører fra Voith-fabrikken, der i 1911 etablerede byens første fodboldklub, VfB Heidenheim.
- - - - -
Her er nogle indtryk fra stadion, hvor spillerne onsdag aften var inde og se på forholdene, inden Jacob Neestrup og Victor Froholdt holdt pressekonference.
>> Læs om flere af FCK's europæiske udebaner









(Kilder: fc-heidenheim.de, voith-arena.de, stadiumdb.com, Wikipedia)