Thomas Jørgensen

0-1-nederlag til Hillerød

Hillerød vandt dagens træningskamp med 1-0 på et mål af Sebastian Pingel efter 13 minutter, men der kunne sagtens være faldet flere mål i kampen – til begge mandskaber.

”Jeg fik nogle svar på godt og ondt, mest på godt, i forhold til nogle konstellationer og i forhold til nogle nye spillere, som har fået mulighed for at vise sig frem, og det er det, vi tager med til Østrig,” sagde Jacob Neestrup efter kampen.

”Vi spiller alle kampe for at vinde og for at undgå at lukke mål ind, men man skal ikke lægge mere i kampen, end at det bare er en træningskamp på et tidspunkt, hvor vi kun har været i gang i lidt over en uge, og hvor spillerne har trænet hårdt hver dag.”

1. halvleg
Det var noget andre vejrmæssige rammer end i torsdagens trykkende varme, da vi mødte Silkeborg, mens det i dag var nærmest efterårsagtigt koldt og med spredte småbyger over Frederiksberg.

Indledningen  bød ikke på de store chancer, men i 12. minut fik Magnus Mattsson annulleret et mål for offside på Orri Óskarsson i opspillet.

Minuttet efter faldt det, der viste sig at blive kampens eneste mål, da Adrian Justinussen erobrede bolden lige uden for vores felt, og Alex Rúnarsson blev fanget ude i feltet, så Sebastian Pingel let sparkede bolden i tomt mål.

Lidt efter den halve time, hvor vi ellers havde domineret spillet, var det tættere på 0-2, end vi havde været på udligning, da Rúnarsson fornemt reddede en flad afslutning midt i feltet.

Vi svarede dog straks igen med vores første gode chance, da Elias Achouri trak ind fra venstre og fyrede af mod det fjerneste målhjørne, men Adrian Kappenberger nåede flot derop og reddede til et hjørne, som Orri Óskarsson headede forbi mål.

Kevin Diks
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Kort før pausen gik der et gys gennem FCK-lejren og de fremmødte tilskuere, da Victor Froholdt vred sig i smerte efter et uheldigt sammenstød lige uden for Hillerød-feltet, og han måtte hjælpes fra banen med smerter i knæet og blev erstattet af Thomas Jørgensen.

Inden pausefløjtet nåede vi både at forspilde en kontrachance, og Orri headede et Elyounoussi-indlæg over mål, og et giftigt Mattsson-skud blev rettet af til hjørne – og Elyounoussi headede hjørnet på stolpen.

Mohamed Elyounoussi
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport

2. halvleg
Fra 2. halvlegs start udskiftede vi seks spillere, så holdet nu var: Rúnarsson – Bidstrup, Diks, Olsson, Sørensen – Lerager, Jørgensen, Claesson – Larsson, Óskarsson, Chiakha

Christian Lønstrup skiftede ni af sine spillere, og de nye lagde stærkt ud med to gode chancer i første minut. Først reddede Nathan Trott et forsøg fra først til Solomon Opoku, og på det efterfølgende hjørnespark headede Marco Bruhn over mål i fri position.

Fem minutter efter afværgede Trott igen en Opoku-scoring, og i halvlegens første kvarter skabte vi ikke selv ret meget i den anden ende. Men siden tog vi mere og mere over, og i 62. minut blev Jordan Larsson spillet godt fri i dybden af Kevin Diks, men Kappenberger kom først på bolden – eller havde de allerede skiftet prøvespilleren Oliver Funch ind i målet der? Det missede vi lige.

Det var i hvert fald Funch, som reddede midt i 2. halvleg, da Oliver Højer afsluttede fra venstre side. Oliver var kort før kommet ind for Orri Óskarsson, hvorefter Amin Chiakha rykkede ind fra venstre kant til den centrale angriberplads. Lidt efter kom Oscar Højlund også ind på højre back i stedet for Hjalte Bidstrup.

Hillerød havde ikke opgivet at fordoble føringen, men missede også en stor kontrachance, da Frederik Karlsens tværpasning ikke nåede ind til Valdemar Schousboe.

Schousboe fik dog chancen med 12 minutter igen, men igen afværgede Trott med en fantastisk redning. Dejligt at se, men det var jo egentlig ikke keeperne, vi helst havde set brillere denne eftermiddag…

Nathan Trott
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


I resten af kampen pressede vi kraftigt på for en udligning, og chancerne var der også. Først da Claesson blev spillet godt fri i feltet, men forsøgte at finde en fri holdkammerat i stedet for at afslutte selv, og siden da Oliver Højer fandt Jordan Larsson med en fornem aflevering, men Funch reddede svenskerens afslutning – og i sidste ende dermed en træningssejr til Hillerød Fodbold.

Jordan Larsson
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport