1-2-nederlag i Parken
Trods stribevis af store chancer til både at udligne og vinde, så endte det med en århusiansk 2-1-sejr i Parken efter 2-0 ved pausen.
To mål efter hjørnespark i 9. og 34. minut sendte AGF til pausen med en 2-0-føring, men med en smule mere skarphed havde vi som minimum reduceret på to store Achouri-chancer i de sidste fem minutter af halvlegen, og også Elyounoussi havde et nærgående forsøg.
Efter pausen fortsatte vi, hvor vi slap, og efter flere store chancer var det fuldt fortjent, at Achouri reducerede efter en lille times tid.
Kort efter headede Patrick Mortensen på overliggeren, men ellers belejrede vi nærmest AGF-målet og skabte rigeligt med store chancer til både at udligne og vinde.
Men det blev en af de dage, hvor bolden bare ikke ville ind, før Lerager i 89. minut sendte et fladt spark i nettet. Det blev dog annulleret for offside efter VAR-tjek, og årets sidste Superligakamp sluttede skuffende med et 1-2-nederlag.
Pokaluge: hjemme onsdag, ude lørdag
Der er kamp i Parken igen allerede på onsdag aften kl. 20.15, når vi spiller den første af to pokalkvartfinaler mod Silkeborg IF. Find pladser til kampen på billet.fck.dk, hvor du også kan finde pladser til returkampen i Silkeborg lørdag kl. 19.00.