Martin Vingaard til F.C. København
Carsten V. Jensen byder Martin Vingaard velkommen i klubben...
Foto: FCK.DK / Daniel Rommedahl
F.C. København og Esbjerg fB er blevet enige om en transfer af vestjydernes landsholdsspiller, Martin Vingaard, der den 1. januar 2009 skifter til Byens hold på en 3 ½-årig kontrakt.
Martin Vingaard har været gennem en rivende udvikling i Esbjerg gennem de seneste sæsoner, hvilket blandt andet har resulteret i udtagelse til det danske A-landshold adskillige gange. Den 23-årige offensivt indstillede midtbanespiller har allerede opnået 92 kampe for EfB’s bedste mandskab med 18 mål til følge. Derudover blev Vingaard kåret til forårets profil i SAS Ligaen i 2008.
- Martin har alle de kvaliteter vi efterspørger. Han er en meget fleksibel spiller, der kan dække stort set alle positioner på midtbanen. Han er offensivt orienteret og teknisk god. Martin har været inde i en god udvikling hos Esbjerg, og vi er overbevist om, at han kan fortsætte sin fremgang her i F.C. København, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.
- Jeg ved at F.C. København har været interesseret i mig i et stykke tid, og da det hele først blev mere konkret, så var jeg helt sikker i mit valg om at skifte. Jeg glæder mig utrolig meget til at spille for Skandinaviens største klub og få lov til at spille de helt store opgør, siger Martin Vingaard.
Martin Vingaard starter op med resten af truppen den 14. januar, og han får trøje nummer 20.