Ændret europæisk kvalifikation næste sæson

Den internationale Covid-19 krise betyder forandringer i formatet for kvalifikationen til de europæiske turneringer i næste sæson.

UEFA har besluttet, at der i kvalifikationen til både UEFA Champions League og UEFA Europa League kun spilles ét opgør i hver runde mod normalt to – et såkaldt single leg format. Undtagelsen er Champions League Playoff-runden, der bliver over to kampe, mens playoff-runden til Europa League er én kamp.
 
De massive ændringer i den internationale fodboldkalender gør, at der ikke er ledige datoer nok til at gennemføre kvalifikationen som normalt.
 
”Vi anerkender til fulde, at situationen er helt ekstraordinær, og at det derfor har været en utroligt vanskelig udfordring for UEFA at finde en løsning," siger Daniel Rommedahl, Director of Football Operations & International Affairs.

"På den baggrund mener vi, at det er en nødvendig løsning, men at det naturligvis også forandrer turneringens natur radikalt, når man ikke længere afgør det over to kampe, men i stedet ved én kamp."
 
”For os er det afgørende, at UEFA tilstræber, at rammerne for den kommende kvalifikation mest muligt afspejler turneringens normale format og natur. Det kan man gøre på række områder, og vi vil nu bidrage med vores input og ideer til den proces. Det arbejde er vi allerede i gang med, og så må vi se, hvordan det endelige format og detaljerne ser ud, når vi kommer lidt nærmere” siger Daniel Rommedahl.