
Neestrup: Resultatet i København ændrer ikke på, hvordan vi griber kampen an fra start
Cheftræner Jacob Neestrup og Victor Froholdt ser frem mod torsdagens returkamp i Conference League mod FC Heidenheim, der har en 2-1-føring med fra det første opgør i Parken.
”Det er da en ulempe at være bagud med et mål fra den første kamp, men uanset om vi havde vundet den første kamp eller spillet uafgjort, så ændrer resultatet ikke på, hvordan vi griber kampen an fra starten i morgen aften,” sagde Jacob Neestrup før torsdagens returkamp i Heidenheim.
”Men hvis chancerne og målene ikke kommer, som kampen skrider frem, så kan vi blive nødt til at forcere noget, men ikke fra minut et.”
”I den første kamp var vi bedst i 1. halvleg, og selv om de første 12-15 minutter af 2. halvleg ikke var perfekte, så var de gode. Vores fejl var, at da Heidenheim scorede, så åbnede vi kampen alt for meget, så det blev en fifty-fifty-kamp. Og når det sker, vil et Bundesligahold være bedre end F.C. København, for det er de bedre til, hvor Superligaen er mere kompakt og tight i rummene.”
”Så det skal vi undgå, når kampen starter, men som sagt kan vi blive nødt til at forcere, men det er ikke en fordel for os, hvis kampen er åben.”
Victor Froholdt var med på podiet til aftenens pressemøde, og det er også et led i den rivende udvikling, han er inde i for tiden.
”For mig handler det om at give lidt mere af mig selv og komme mere ud i rampelyset, og det er også derfor jeg sidder her,” sagde han.
”Jeg har spillet lidt forskellige positioner, men nu har vi set, at mine kvaliteter ligger bedre centralt, og det er jeg også superglad for. Jeg har altid følt mig mest tilpas centralt, hvor jeg kan bidrage mest med mit løbepensum og kan drive bolden frem gennem banen.”
” Lige nu er vi bedst med ham på holdet og inde centralt,” lød det også fra Neestrup.
”Det er ikke mange i den alder, der har spillet så mange kampe for F.C. København, og han er på vej til at få sit gennembrud, som mange andre unge har gjort tidligere. Der er også mange andre dygtige unge i dansk fodbold, men vi forventer os meget af Froholdt, og det pres kan han også godt håndtere.”