Antonsson sikrede FCK det ene point

Antonsson sikrede FCK det ene point

 

Da Mikael Antonsson scorede med fem minutter igen, lød der det sædvanlige jubelbrøl fra den mange tilskuere i PARKEN, men desværre - så var det kun et udlignende mål. Aftenens kamp mellem F.C. København og Rosenborg BK sluttede 1-1, og det resultat betyder, at Løverne nu skal vinde i Brugge for at gøre AaB selskab i forårets 16-delsfinaler i UEFA Cuppen. 

Af Jan Eliassen

Havde det ikke været for de vante tribuner – nok specielt den banner-beklædte SuperBest tribune, så kunne man godt have troet at man var i Trondheim, for der var ikke mange varmegrader i luften, til gengæld var der en meget frisk blæst, hvilket gjorde aftenens oplevelse i PARKEN til en meget kold affære. 

Om det var kulden der gjorde, at begge hold fra første fløjt spillede friskt til, skal være usagt, men fact er, at der allerede efter knapt femten minutters spilletid var noteret fire relativt store chancer til Byens Hold og et par stykker til nordmændene. Da kampens første mål så endelig kom, da var det desværre gæsterne fra Rosenborg der bragte sig foran, og deres mål kom i en situation, hvor langt størsteparten af de 18.184 tilskuere mente, at Roar Strand var klart offside i det opspil der førte til, at Steffen Iversen uden problemer kunne bringe nordmændene foran. TV-billederne viste dog, at man ikke kunne give dommer Einwaller skylden, men bare konstatere at Rosenborg noget ufortjent var kommet foran – en føring der holdt halvlegen ud. 

Ganske som 1. halvleg, så var det Løverne der sad på stort set alt i 2. halvleg, dog med et Rosenborg hold der hele tiden lurede på den chance der kunne bringe dem foran 2-0, og dermed give dem en spinkel chance for at spille europæisk til foråret. Men presset mod det norske mål blev større og større efterhånden som uret nærmede sig de 90 minutter, og med fem minutter tilbage af den ordinære tid, der kom den velfortjente udligning så endelig. Et hjørnespark fra Sionko fandt Mikael Antonsson og så stod den 1-1 til stor glæde for de mange tilskuere. 

De sidste fem minutter bød på et sandt orgie af chancer, og sejren kunne meget vel være gået begge veje, men da dommer Thomas Einwaller blæste kampen af, efter blot tre minutters ekstra spilletid, da var stillingen stadig 1-1. 

Det uafgjorte resultat betyder, at Rosenborg er færdig i årets turnering, mens F.C. København stadig lever i håbet om europæisk fodbold til foråret – og set i det lys, så var det vel F.C. København der var aftenens største vindere i ”Slaget om Norden”. 

Efter kampen sagde træner Ståle Solbakken: 

- Jeg er vældigt tilfreds med de første 30 minutter, hvor vi baneforholdene taget i betragtning spiller rigtig flot fodbold, og også skaber 3-4 store chancer. Desværre scorer Rosenborg så på deres første rigtige chance, og efter deres mål er vi en smule rystede. Vi spiller for langsomt, vi vælger nogle forkerte taktiske løsninger, og så er det langt fra at alle vores afleveringer er gode nok. I slutningen af kampen bliver presset bliver større og større, og jeg synes at vi burde have vundet kampen. Jeg kan også godt undre mig over, at der kun var lagt tre minutter til, for det burde have været 4 eller 5 minutter, for der var mange spilstop – det halve Rosenborg-hold havde jo nærmest krampe. 

Men chancen for at gå videre er der stadig:

- Vi har stadig en mulighed for at gå videre, men nu må vi tage til Belgien og vinde. Club Brugge er et godt hold der sjældent taber, men de har ikke Valencias kvaliteter, så vi har klart en chance for at vinde dernede. Det gik godt i Amsterdam for to år siden, ikke så godt mod Aberdeen sidste år, så jeg håber det går godt denne gang, sluttede Ståle Solbakken af med at sige.