Mikael Antonsson og Ståle Solbakken

Antonsson stopper karrieren – men fortsætter i FCK

Mikael Antonsson har nu officielt spillet sin sidste kamp som professionel fodboldspiller og siger fredag aften farvel til Telia Parken som spiller, mens han fortsat vil være en del af staben i klubben.
 
Antonsson nåede 194 kampe for F.C. København, der gav fem danske mesterskaber og fire pokaltitler. Hans flotte karriere bragte ham også via store klubber som IFK Göteborg, Austria Wien, Panathinaikos og Bologna i Serie A, ligesom han repræsenterede Sverige i 28 A-landskampe.
 
”Jeg har haft en fantastisk privilegeret karriere, der har været fuld af store oplevelser, minder og venskaber, som jeg altid vil tage med mig. Jeg har været så heldig at repræsentere mit land og spille for store klubber i fem forskellige lande, hvor jeg hvert eneste sted har lært noget og er blevet behandlet fantastisk godt. Jeg er stolt af de ting, jeg har opnået og jeg håber, at folk vil huske mig som en ærlig fodboldspiller, der altid gjorde mit bedste for holdet. Det har jeg i hvert fald forsøgt. Jeg vil gerne takke alle mine holdkammerater, trænere og de fans, der har støttet og hjulpet mig til at få så god en karriere. Det vil jeg altid sætte pris på,” siger Mikael Antonsson.
 
”Mikael har altid været en 100 procent loyal og stærk karakter for sin klub, sit hold og sin træner. Han er et ærligt og godt menneske, der ikke tænker egoistisk på, hvad der er bedst for ham, men som altid har sat holdet først. Han fortjener en enorm respekt for alt det, han har opnået, og mange fodboldspillere kan lære af Antonsson. Han har til enhver tid været en super professionel og stærk spiller for kollektivet. Vi skylder ham en stor tak for hans tid som spiller i FCK. Heldigvis fortsætter han nu hos os i staben, og det er vi meget glade for, da han stadig bidrager meget til alt omkring holdet hver eneste dag med sin stærke personlighed og professionalisme,” siger manager Ståle Solbakken om Mikael Antonsson, der dog fortsætter 
 
”FCK har en særlig plads i mit hjerte, fordi jeg har været her i lang tid og opnået store ting med klubben. Min familie og jeg trives fantastisk godt i København, og jeg er meget glad for, at vi fortsat skal bo her fremover, og at jeg kan fortsætte i klubben. Vi arbejder hele tiden for at blive bedre og skarpere som klub, og det vil jeg stadig forsøge at bidrage til,” siger Mikael Antonsson.

Antonsson bliver hyldet inden kampen mod AGF for sin indsats som spiller.

Find din plads til braget mod AGF her: billet.fck.dk