Erik Johansson solgt til Djurgårdens IF
F.C. København har solgt Erik Johansson til Djurgårdens IF. Personlige og familiære årsager har gjort, at Johansson allerede nu vender tilbage til Sverige og Stockholm.
”Det er en meget speciel situation, hvor Erik er kommet til et punkt, hvor han ikke føler, at han af familiære årsager kan blive i København, men er nødsaget til at vende tilbage til Sverige. Der skal ikke være tvivl om, at vi er ærgerlige over, at det er endt sådan, men det er mennesker, vi arbejder med, og derfor må vi acceptere, når den slags sker i livet. Erik har haft et stærkt ønske om det her og har selv accepteret de personlige økonomiske betingelser, der følger, når man køber sig ud af en kontrakt. På den sportslige side har vi allerede fundet en stærk afløser i Sotirios Papagiannopoulos, så vi ønsker Erik og hans familie held og lykke i Stockholm,” siger manager Ståle Solbakken, mens Erik Johansson supplerer:
”Jeg skylder FCK en meget stor tak for at have hjulpet min familie og jeg ud af den her situation. Jeg er ked af, at jeg forlader FCK på den her måde, men for mig var der ikke nogen anden udvej. Jeg har et meget stærkt behov for at kunne være hos min familie, og det kunne kun lade sig gøre ved at flytte til Stockholm. Jeg er også glad for, at Djurgårdens IF også har bidraget til den her løsning. Jeg har haft en fantastisk tid i FCK og København, hvor jeg har oplevet store ting og fået stærke venskaber. Klubben har hjulpet mig gennem en svær periode med min alvorlige korsbåndsskade og nu igen i den her situation. Det har jeg meget stor respekt for, og jeg vil gerne takke alle omkring holdet, i klubben og på tribunerne for min tid i den hvide trøje,” siger Erik Johansson.
Alle i F.C. København takker Erik for hans indsats for klubben.