Spillerne fejrer sejren med fansene

Brøndby-FCK: Dagen derpå

På toppen igen
For første gang i år - og for første gang siden 16. spillerunde - er de forsvarende mestre igen på førstepladsen i 3F Superliga.

Det var en stor forløsning at vinde søndagens Derby, som ikke "bare" var et Derby - med alt hvad det indebærer - men også en direkte duel om førstepladsen. Altså medmindre Midtjylland bagefter slog AGF med over ti mål, men de vandt kun 2-1, hvorefter FC Nordsjælland slog Silkeborg 4-1.

Det gav denne stilling før de tre sidste runder, så det blev ikke mindre spændende efter i går!

Superligatabellen


Samme start-11 to kampe i træk
For første gang i denne Superliga-sæson startede vi med samme 11 to kampe i træk.

Ser vi på alle turneringer, skete det også, da vi til ude-Derbyet i september startede med samme hold, som fire dage før ude mod Galatasaray: Grabara – Jelert, Vavro, Diks, Meling – Diogo, Falk, Lerager – Elyounoussi, Larsson, Achouri.

Samme start-11'er to kampe i træk. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Sidst det skete i ti Superliga-kampe i træk var i øvrigt også til et Derby. I foråret 2023 spillede vi 0-0 i Aarhus den 23. april og startede med samme hold en uge senere til Derbyet i Parken:

Grabara - Ankersen, Vavro, Lund, Jelert - Haraldsson, Falk, Lerager - Diogo, Claesson, Daramy

Det var også tæt på til sæsonafslutningen i foråret 2023, hvor vi startede med ti af de samme som vandt i Viborg i næstsidste runde - men Carlos Zeca fik de første hyldest-minutter på banen, inden han blev afløst af William Clem.

 

Korte facts
Det var femte Superligakamp i træk, hvor vi scorede mindst to mål - det er ikke sket siden sæsonens første fem Superligakampe.

Det var vores fjerde sejr i træk, og det har vi heller ikke præsteret siden sæsonåbningen.

26.267 var det højeste tilskuertal til et Derby i Brøndby siden marts 2006, hvor vi tabte 0-3 foran 26.018. Fem gange tidligere i 00’erne var der flere end i går - flest den 18. juni 2003 (31.508) til den legendariske kamp, hvor stadion fik tilnavnet Hjalte Park efter en vis scoring i tillægstiden...

Mohamed Elyounoussi er fortsat vores Superliga-topscorer, og hans drømmemål i går udbyggede hans total fra otte til ni. Fire er scoret med venstre, fire med højre, et med hovedet.

Kevin Diks
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Achouri på rundtur
Da Elias Achouri blev udskiftet i 2. halvleg, ville han først gå tværs over banen, men linjedommeren bad ham om at gå rundt om banen, hvilket jo er fair nok for ikke at forsinke spillet. Achouri var dog ikke glad for, at han blev bedt om at gå hele vejen rundt om Sydsiden, men forklarede bagefter:

“Jeg ville hellere gå den anden vej, men det måtte jeg ikke for linjedommere, og jeg havde ikke lyst til at protestere, da jeg allerede havde et gult kort.”

Neestrup greb dog ind og sendte en af vores equipment managers, Mikkel Witt, ud på en løbetur rundt om Sydsiden for at ledsage Achouri den anden vej rundt, hvilket de fik lov til i selskab med et par stewards.

Måske skulle Nees også have sendt Mikkel på banen med et skohorn, da Achouri i første halvleg tabte støvlen og havde problemer med at få den på igen.

“Jeg ved ikke, hvad han havde tænkt sig. Om han skulle lægge sig ned, og at de så ville vente på ham? Selvfølgelig ikke. Det er jo bare på med støvlen og så spil igen,” sagde Neestrup bagefter til bold.dk.

Elias Achouri
Her kunne assist-kongen godt have brugt en assist. Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


Kampstatistik
 

Kampstatistik

 

Kampstatistik