Tilbage på førstepladsen: 3-1-sejr i Brøndby
På to mål af Kevin Diks og et af Mohamed Elyounoussi tog de danske mestre den fjerde sejr i træk og generobrede førstepladsen med en 2-1-sejr i Brøndby.
Brøndby var mest på bolden i de første 45 minutter, hvor meget af spillet foregik på deres præmisser, og de tog også teten efter en halv time, da Nicolai Vallys headede bolden forbi Kamil Grabara.
Vi havde dog haft et par store chancer på omstillinger, og i 39. minut lykkedes det at udligne, da Orri Óskarsson nåede en Magnus Mattsson-dødbold på baglinjen og slog den på tværs, hvor Kevin Diks headede den ind fra nært hold.
Efter pausen lagde Brøndby ud med et par gode chance, som Grabara tog sig fornemt af, og i stedet kom vi foran på en fornem kontra, som Mohamed Elyounoussi afsluttede med at snyde to mand og skrue kuglen op i krogen fra kanten af feltet.
De følgende minutter havde både Óskarsson og Achouri friløbere, som burde have udbygget føringen, men begge gange reddede Patrick Pentz.
Derfor blev det uhyggeligt - og i forhold til vores brændte chancer også unødvendigt - spændende lige til det sidste, hvor Brøndby desperat pressede på for udligning, men forgæves.
I stedet sluttede det dramatisk med direkte rødt til Kevin Tshiembe og et VAR-straffe, som Kevin Diks udnyttede til at lukke og slukke i 12. tillægsminut!
Vi ses på torsdag!
Dermed er løverne tilbage på førstepladsen med tre runder tilbage, men der er lang vej endnu. Først og fremmest gælder det nu tre point mere på torsdag, når vi får besøg af FC Midtjylland i Parken, der må blive fyldt til bristepunktet!