Christian Sørensen

Christian Sørensen: Specielt at møde Viborg

På søndag vender F.C. København tilbage til Parken, hvor Viborg er modstander i en topkamp med kickoff kl. 16.00.

For FCK’s Christian Sørensen kan det samtidig blive et gensyn på banen med hans tidligere klub:

”Det er specielt at møde Viborg, som jeg havde en rigtig god tid hos, og jeg har stadig en god relation til mange mennesker i klubben. Jeg gik desværre glip af den seneste kamp herinde med en skade, så jeg ser frem til muligheden denne gang,” siger Christian Sørensen, der sammen med holdet har samlet op efter det første nederlag i 10 kampe:

Vi skal tilbage på sporet
”Vi har talt kampen i Randers igennem og alle er enige om, at det var en utilfredsstillende præstation. Vi vil komme til at tabe kampe ind i mellem, men vi skal præstere bedre, end vi gjorde. Det får vi en mulighed for at rette lidt op på søndag, hvor vi skal tilbage på sporet i en fart med en stærk præstation,” siger Christian Sørensen. 

F.C. København er aktuelt på andenpladsen i 3F Superligaen, et point fra førstepladsen, mens Viborg er nummer tre, fem point efter FCK.

Forventer en tæt og intens kamp
”Viborg er et stærkt kollektiv med et klart udtryk på banen, og så har de også nogle dygtige individualister, som vil forsøge at udfordre os defensivt. Så jeg forventer en tæt og intens kamp, som vi skal tage styringen på og dominere, som vi altid vil i Parken. Det ved jeg også, at vi har redskaberne til,” siger Christian Sørensen, der håber at se masser af F.C. Københavnere på tribunerne igen:

Massiv opbakning i Parken
”Det har været virkelig vildt at spille i Parken den her sæson, hvor der kamp efter kamp har været massiv opbakning og rigtigt mange fans. Vi vil gerne give dem og os selv en god oplevelse på søndag. Det starter med en god præstation, så det er den vi forbereder os på at levere hele ugen,” siger Christian Sørensen.

Du kan finde din plads til kampen i Parken her: >> billet.fck.dk.