Viktor Claesson

Claesson før Superliga-start: Alle point tæller

Mandag aften tager løverne hul på Superliga-foråret på udebane mod Randers FC. Og anfører Viktor Claesson ser frem til opgøret med stærk tro på en sejr trods torsdagens nederlag i Parken.

"Vi er opsatte på at få den bedst mulige start på Superliga-foråret," siger Viktor Claesson.

"Det er så tæt i toppen, at alle point tæller, og vi skal gerne starte med tre af slagsen i morgen. Men vi har stor respekt for opgaven, og Randers har gjort det rigtig godt i denne sæson, og det er helt sikkert en svær kamp at starte med - så vi skal ramme vores topniveau og tempoet fra første halvleg forleden."

God pre-season generelt
Den 33-årige svensker synes, at han og holdet står et godt sted på trods af torsdagens skuffende 1-2-opgør mod Heidenheim i UEFA Conference League.

"Vores pre-season har været god, og vi har set stabile ud bortset fra anden halvleg mod AGF."

"Vi startede også på den måde, vi gerne ville i torsdags og gjorde det godt i første halvleg - men vi reagerede dårligt efter at Heidenheim udlignede til 1-1."

"Det må ikke ske, og det skal vi kunne håndtere bedre. Men generelt synes jeg, at vi står godt rustet til foråret. Det skal vi ud og vise fra start af."

Holdet bedre sammenspillet
"Vi har arbejdet på mange ting i opstarten, men jeg håber, at folk kan se, at vi er bedre sammenspillet - både generelt, men især i vores presspil."

"Og jeg håber, at vi kan fortsætte med at finde løsninger både i vores opbygningsspil og på den sidste tredjedel af banen, for vi har skabt mange chancer i kampene, siger Claesson og opsummerer:

"Vi ved, hvad det handler om - og det er mesterskabet. Og vi går efter at få en god start på et spændende Superliga-forår."

Kampen i Randers fløjtes igang mandag kl. 19.00.