
Randers-FCK: Dagen derpå
Jordan på tavlen igen: "I godt flow lige nu"
”Jeg er inde i et godt flow lige nu, og jeg har også arbejdet hårdt efter en lang periode, hvor jeg ikke var med i start-11’eren, efter jeg blev skadet, for vi har mange gode spillere,” sagde Jordan i går aftes, hvor han kom på tavlen for anden kamp i træk.
Ud over at han har arbejdet hårdt til træning og kamp, så fremhævede svenskeren også den taktiske justering i spillet som en årsag til, at han her i vinter har scoret fem gange.
”Vi har ændret systemet lidt og spiller mere 4-4-2, når vi har bolden, hvor jeg ligger på sidste linje og går meget ind bagom og kommer meget mere i boksen, så jeg kommer i bedre positioner til at score.”
Jordan var på banen i sæsonens første 13 kampe, heraf 10 fra start, men fik en baglårsskade ude mod Banik Ostrava den 15. august. Han kom tilbage i midten af oktober og fik kun fem af de sidste 15 kampe, heraf én fra start.
I vinterens træningskampe scorede han ét mål mod Lyngby og to mod Silkeborg – og senest altså to turneringsmål mod Heidenheim og Randers.
>> Læs referat af Randers-kampen her

Samme hold to kampe i træk
I Randers startede vi med samme hold som mod Heidenheim, og sidst vi startede med de samme 11, var i 2-0-sejren hjemme mod AaB den 23. september. Dengang kom vi i øvrigt også fra et 1-2-nederlag - dengang i Herning. Det er vores seneste Superliganederlag, og siden har vi seks sejre og fire uafgjorte.

Neestrup i karantæne
Jacob Neestrups advarsel i 1. halvlegs tillægstid betyder, at han har samlet disciplinærpoint nok til en spilledags karantæne, der skal afsones på søndag mod FC Midtjylland.
Gabriels og Pantelis Hatzidiakos advarsler i går betyder, at de får karantæne ved næste advarsel uanset forseelsens karakter.
Nipserstat.dk gør opmærksom på, at Thomas Delaneys advarsel i går var nummer 60 i hans FCK-karriere på 271 kampe. Dermed tangerede han William Kvists antal i hans 425 kampe. Ingen af dem er dog blevet udvist.
Thomas Delaney er den eneste, der hidtil har haft en karantænedag i 3F Superliga på grund af advarsler (Lopez har også for sin Derby-udvisning). Delaney har 28 disciplinærpoint og næste karantænedag udløses ved 36 point (advarsler giver 3, 4 eller 6 point).

Fortsat fin forårspremiere-statistik
Sejren i Randers betød, at vi nu har vundet de fem seneste forårspremierer i Superligaen, hvoraf fire har været på udebane:
2025: 2-1 u Randers
2024: 3-1 u Silkeborg
2023: 3-0 u Silkeborg
2022: 2-0 h OB
2021: 3-2 u AaB
I de seneste 14 forårspremierer har vi hentet 10 sejre, tre uafgjorte og kun tabt én.
Top 3 inden søndagens topbrag
Søndag kl. 18 gælder det FC Midtjylland i Parken - og et blik på tabellen fortæller alt om, hvad der er på spil:

Allerede i sidste havde over 30.000 sikret sig plads - det kan du også gøre lige her på billet.fck.dk
Kampstatistik

