Copenhagen Beach Soccer Club er ny samarbejdsklub i F.C. København

Copenhagen Beach Soccer Club er ny samarbejdsklub i F.C. København

F.C. København indgår samarbejde med Copenhagen Beach Soccer Club, som dermed bliver samarbejdsklub nr. 75.

”Vi er glade og stolte over at kunne byde Copenhagen Beach Soccer Club velkommen som samarbejdsklub," siger Anders Hall Toft, leder af F.C. Københavns Klubsamarbejde.

"Det er et samarbejde, der både er nytænkende og naturligt, fordi vi deler ambitionen om at skabe udvikling, fællesskab og nye muligheder for børn og unge."

"Hos F.C. København ønsker vi at støtte op om initiativer, der bidrager til at udbrede alternative sportsgrene, som kan skabe sociale relationer, glæde og bevægelse – særligt dem, der kan være et stærkt supplement til fodbolden." 

"Her kan Copenhagen Beach Soccer Club spille en fantastisk rolle, da vi sammen kan udvikle tiltag, som inviterer til leg og kreativitet, og hvor vi alle kan blive inspireret af nogle af de bedste i verden inden for deres felt."

"Vi ser et stort potentiale i at udvikle aktiviteter i fællesskab, der kan inspirere både F.C. København og vores 74 øvrige samarbejdsklubber. Vores mål er at skabe endnu flere berigende tilbud for børn og unge, og vi tror på, at samarbejdet med Copenhagen Beach Soccer kan være med til at åbne døren til en ny og spændende fodboldverden – i sandet," siger Anders Hall Toft.

Stolte og spændte
"Vi er utrolig stolte og spændte på dette klubsamarbejde og over at blive den første strandfodboldklub, der indgår et samarbejde med F.C. København," siger Gustav Ravn Madsen, formand for Copenhagen Beach Soccer.
 
"I 2024 begyndte vi for alvor at sætte fokus på at udbrede sporten blandt børn og unge – med stor succes. Derfor er vi slet ikke i tvivl om, at dette samarbejde vil give os mulighed for at accelerere udviklingen og udbredelsen af denne sport endnu mere."
 
"Vi er en forening drevet af passionerede ildsjæle, der ikke kun brænder for sporten, men også leverer præstationer på højt niveau. I 2022 opnåede vi en 6. plads i strandfodboldens Champions League blandt Europas 60 bedste hold, og vi har vundet det skandinavisk-baltiske mesterskab to år i træk."

"Derfor giver det også rigtig god mening, at Copenhagen Beach Soccer Club indgår et samarbejde med Nordens største klub inden for normal fodbold."
 
Flere og bedre muligheder for byens børn
"Gennem et samarbejde med F.C. København får børn og unge i København endnu flere og bedre muligheder for at udfolde deres talent inden for fodboldgrenen. Det vil styrke både spillerens motorik, fysik og især deres tekniske niveau, og vi glæder os allerede til de kommende aktiviteter i sandet."

"Vi er meget taknemmelige for, at F.C. København med dette samarbejde er med til at skabe øget opmærksomhed omkring strandfodbold, så endnu flere børn, unge og voksne kan få mulighed for at være en del af denne sport."
 
"Derfor er vi overbeviste om, at dette samarbejde ikke blot gavner vores strandfodboldklub, men også bidrager positivt til sportens generelle udvikling samt potentielle aktiviteter for alle F.C. København og samarbejdsklubberne," siger Gustav Ravn Madsen.

FCK Beach den 30. august 2025
Hvis du kender vores forskellige Træn Med FCK-aktiviteter, så har du måske set, at vi nu også tilbyder en række Spil med FCK-aktiviteter, hvor fokus er at træne, men at spille kampe. 

En af flere muligheder er FCK Beach, hvor vi har en aktivitet den 30. august i Ryparken i samarbejde med Copenhagen Beach Soccer Club. Salget af pladser er ikke åbnet endnu, men du kan læse mere her.

 

Fakta om Copenhagen Beach Soccer Club

Copenhagen Beach Soccer Club blev stiftet i 2014 og spiller i vinterhalvåret indendørs i Hafnia-Hallen i Valby, og i sommerhalvåret udendørs på beach-soccerbanen ved Ryparken.

Klubben, der er medlem af DBU København, har p.t. kun ca. 20 medlemmer og har formået at spille sig langt ind i verdenseliten. 

Læs mere her på klubbens hjemmeside.


 

Copenhagen Beach Soccer Club nåede kvartfinalen ved VM for klubhold
Copenhagen Beach Soccer Club nåede kvartfinalen ved VM for klubhold, som blev vundet af brasilianske Flamengo Beach Soccer.