Dejlig derbysejr!
Forsigtig indledning fra begge hold
César Santin og Ulrik Laursen var tilbage i løvernes startopstilling, hvor Martin Vingaard også var at finde og dermed fik sin første kamp fra start i FCK-trøjen. Han lå som venstre midtbane, mens Atiba Hutchinson denne gang fik fornøjelsen af at indlede på højrekanten.
Begge mandskaber indledte kampen lidt forsigtigt og afventende, og man skulle et lille kvarter hen i kampen, før man kunne notere den første farlige afslutning. Den stod Santin for, da han efter et kort hjørne og efterfølgende småspil trak sig fri på baglinien og fyrede af fra hjørnet af det lille målfelt, men desværre forbi den fjerneste opstander. Kort efter var Pospech endnu tættere på, da han tæt på mål satte hovedet på et Vingaard-frispark, men måtte se Stephan Andersen vifte den over mål med en flot refleksredning.
Brøndby forsøgte med direkte og hurtigt opspil, men især Farnerud blev gang på gang vinket og fløjtet offside til hjemmepublikummets store frustration. Gæsternes fans var til gengæld harmdirrende, da Brøndby-debutanten Remco van der Schaaf flæskede Dame N’Doye bagfra midt på deres halvdel, men slap med en påtale fra Claus Bo Larsen.
En lige affære
Midt i halvlegen var det stadig en meget lige affære, og FCK-mandskabet havde svært ved at finde hinanden i opspillet, som bar lidt for meget præg af tilfældigheder. Stefan Gislasson indkasserede fortjent kampens første advarsel, da han sparkede Martin Vingaard ned bagfra, og omkring den halve time var Brøndby nærgående med et Farnerud-indlæg i feltet, som Laursen lige akkurat nåede at strække sig og prikke tilbage til Jesper Christiansen for næsen af Duncan.
I den anden ende viste N’Doye tænder, da han i en hurtig kontra fik bolden fra Hutch og resolut huggede til den fra kanten af feltet, men den tog den ene netstiver efter at have passeret på den forkerte side af stolpen – set med løvebrillerne. Senegaleseren havde flere gode offensive aktioner og selv om han endnu mangler lidt i samspillet med de nye holdkammerater, blev han bedre og bedre som kampen skred frem og arbejdede også godt i det defensive ved dødboldsituationer.
Kort før pausen så Schaaf gult for at gå voldsomt i ryggen på netop N’Doye, og halvlegen sluttede målløs efter en intens, fysisk betonet og chancefattig halvleg, som det gennem årene ofte er set i disse lokalopgør gennem årene.
N'Doye tæt på
Kort efter pausen sendte 100 kamps-jubilar Oscar Wendt et giftigt frispark ind foran mål fra højre side, og N’Doye var meget tæt på at nå frem til bolden ved fjerneste stolpe, men Schaaf generede ham professionelt med et solidt tag i den hvide bluse. Ellers blev indledningen på denne halvleg også relativt forsigtig, og begge hold vidste udmærket, at første mål meget vel kunne blive afgørende, hvorfor det mest gjaldt om ikke at blotte sig bagude.
Efter en times tid kom Jesper Grønkjær på banen i stedet for Thomas Kristensen og rykkede ud i højre side, mens Hutch gik ind på den centrale midtbane. På det tidspunkt af kampen var københavnerne ved at tilkæmpe sig et ganske godt overtag uden dog at omsætte det til egentlige chancer, men der var stadig også langt mellem Brøndby-angrebene. Med godt 20 minutter igen kom Ailton på banen i stedet for Santin, og han skulle kun bruge 9 minutter på banen, før han afgjorde slaget til løvernes fordel.
Ailton blev matchvinder
Optakten mindede om 2-2-målet mod City i PARKEN, idet Grønkjær spillede N’Doye i dybden, og fra baglinien slog han den fladt ind tæt foran mål, hvor den smuttede under Stephan Andersen, så Ailton let kunne sparke den i kassen fra en halv meters afstand. Ikke et af hans karrieres sværeste mål, men til gengæld et af de meget vigtige! Et nederlag ville have sendt Brøndby 5 point foran, mens Byens Hold nu pludselig befandt sig på 1. pladsen i tabellen – men stadig med 12 minutter tilbage plus overtid.
Brøndby forsøgte til det sidste, men fik aldrig lagt et tungt og farligt tryk, der kunne true den københavnske føring. Et par hovedstød af Schlebrügge og Gislasson var tættest på, men sad dog ikke inden for målrammen, og som kampen udviklede sig havde det heller ikke føltes helt retfærdigt, hvis de havde snuppet et point til sidst. Men omvendt havde man nok heller ikke kunnet beklage sig voldsomt, hvis det var endt 0-0…
En vigtig sejr i et intenst og spændende forår, hvor der allerede næste weekend venter svære udekampe for de tre tophold – løverne skal til Randers, Brøndby til Midtjylland og OB til Horsens.