Derbysejr i fantastisk kulisse
4-2 i en fantastisk kulisse!
To gange indhentede Brøndby vores føringer, men i de sidste 20 minutter fandt vi nye kræfter og scorede yderligere to gange til slutcifrene 4-2!
Derby-braget måtte desværre afbrydes tidligt i kampen på grund af pyro, fyrværkeri og kraftig røgudvikling fra Sektion 12, og først 12 minutter senere genoptog dommeren en 1. halvleg, der altså blev ca. 57 minutter lang.
Jonas Wind headede os foran i det 21. minut på et Pep Biel-hjørne, og i den følgende periode dominerede vi spillet kraftigt og skabte et par gode muligheder. I stedet udnyttede Brøndby også et hjørne, da Børkeeiet udlignede fra nært hold, efter Grabara halvklarede et Rosted-hovedstød.
Men efter 45 minutter satte Khocholava også panden på et endnu et godt Pep Biel-hjørne, så vi gik til pause med en velfortjent 2-1-føring.
Kort efter pausen udlignede Sigurd Rosted imidlertid på endnu et hjørne, men 20 minutter før tid bragte Jonas Wind os foran for tredje gang på et fornemt opspil af Daramy og Kristiansen i venstre side. Ni minutter før tid scorede Pep Biel det fjerde og sidste mål på en returbold efter en Falk-afslutning, og dermed var kampen i realiteten afgjort.
Tak for en helt fantastisk støtte - vi glæder os til at se jer på torsdag, når vi tager imod Lokomotiv Plovdiv i kampen om at komme i Conference League-playoff.