Kampreferat: Hårdt arbejde og flotte mål gav tredje DERBY-sejr i træk
København er hvid og blå
Det var smukt igen at se tusinder af hvidklædte FCK-fans marchere gennem byens gader i timerne op til kampen med kun ét eneste mål for øje: DERBYSEJR! Og glæden og stoltheden blev kun overgået af den ubeskrivelige fornemmelse det var, at stå i Parken nogle timer senere og fejre, at ønsket gik i opfyldelse!
Selv om det kun er sejre, der tæller, er der også grund til at fejre måden, vi vandt den på mindre end tre døgn efter hjemrejsen fra den bulgarske hedebølge. Det var nemlig ikke en kneben sejr på små marginaler, tilfældigheder eller diskutable VAR-kendelser, men en stærk kollektiv holdindsats tilsat de nødvendige individualister, så vi både scorede på to dødbolde og skabte to flotte mål i åbent spil.
Tidlig afbrydelse
Thorup skiftede på tre pladser efter i torsdags: Ankersen, Boilesen og Pep Biel startede for Diks, Nelsson og Wilczek, og for en gangs skyld angreb vi i 1. halvleg ned mod Sektion 12, hvor der var godt gang i den.
Desværre også for meget, for efter to minutter sendte Mads-Kristoffer Kristoffersen spillerne i omklædningsrummet på grund af pyro, røg og kanonslag, og først efter 12 minutter kunne spillet genoptages.
Det var ikke uventet lidt rodet og hektisk i starten, hvor Brøndby var mest på bolden, men snart begyndte satte vi os på kampen. Efter 10 minutter (her "nulstiller" vi spilstoppet) fik Ankersen den første chance, men skød lige på Hermansen, efter at Tshiembe headede et Pep Biel-indlæg ud i feltet.
Wind på hjørne
Lidt efter prøvede Stage et cutback fra baglinjen, som endte med et hjørnespark, som Pep Biel skruede præcist ind til forreste stolpe. Jonas Wind kom først på bolden og headede den ind til øredøvende jubel fra de tusindvis af hvidklædte fans.
Efter små 20 minutter skabte vi endnu en stor mulighed, da Daramy udfordrede Mensah, trak ind i banen og fandt Falk, der kvikt spillede Pep Biel fri til skud i feltet, men Hermansen reddede.
Udligning efter hjørne
I den periode havde Brøndby problemer med at spille sig ud af vores pres, men et hjørne efter 25 minutter førte til, Mathias Greve skød tæt forbi mål. Skuddet strejfede dog en af vores, og på det næste hjørne udlignede Børkeeiet, efter at Grabara halvklarede et hovedstød fra Rosted.
Khocholavas første
Brøndby havde bolden mest de næste ti minutters tid, men stadig uden at spille sig til afslutninger. I den anden ende stod Tshiembe i vejen for en Stage-afslutning på et Victor Kristiansen-indlæg, menn vi fik et hjørne, og så var der gevinst igen.
Igen skruede Pep Biel bolden tæt ind foran mål, og Rosted snitte den - sikkert utilsigtet - videre til fjerneste stolpe, hvor Khocholava pandede den ind til sin første scoring i FCK-trøjen.
Men vi var heller ikke gode venner med dødbolde, og fire minutter før pausen headede Tshiembe et Hedlund-frispark på tværs i feltet til en helt fri Maxsø, men han headede forbi Grabaras mål, og vi holdt føringen til pausen.
Ny dødbold-udligning
2. halvleg var dog kun to minutter gammel, da Brøndby igen udlignede - og igen efter hjørne, da vores markeringer svigtede og Rosted headede den ind fra omkring 11-meter pletten.
Den næste periode havde vi bolden en del, men uden rigtig at tilspille os noget, mens kampen bød på masser af duelspil mellem de to felter.
Kort efter fik Rosted Brøndbys tredje gule kort, og ligesom Børkeeiet og Cappis var det for at nedlægge Daramy, når han rykkede i fuld fart ned langs kanten.
Ankersen tæt på
Et kvarter efter pausen var vi tæt på at komme foran igen efter et god genpres af Falk og Zeca, som endte med at Ankersen skruede bolden tæt forbi den fjerneste stolpe.
Da vi nærmede os midten af 2. halvleg gjorde trænerbænken klar til at sende Diks, Wilczek og Højlund ind for Kristiansen, Wind og Stage, og da lignede det også, at vi kunne bruge nye kræfter. Men vi havde stadig godt fat i spillet med megen boldbesiddelse, og vores defensive organisation holdt Brøndby godt fra fadet.
De skulle ud, men først skulle den ind
Heldigvis ventede vi lidt med udskiftningerne, for efter 69 minutter sendte Daramy Victor Kristiansen afsted i venstre side, og på hans flade indlæg sendte Jonas bolden i kassen fra kanten af målfeltet.
Et par minutter efter kom udskiftningerne, og lidt efter kom Lerager også ind for Daramy, mens Brøndby satte Uhre ind for Rosted og skiftede til 4-4-2. Det gav gæsterne lidt mere spil, men bortset fra et hovedstødsforsøg af Uhre på et svært indlæg, så tilspillede Brøndby sig stadig ikke noget i åbent spil.
Pep Biel lukkede og slukkede
Men det kunne vi, og ti minutter før tid gjorde vi det, som vi altid drømmer om i de her situationer: vi lukkede og slukkede!
Falk spillede 1-2 med Wilczek og fik bolden med i feltet, men Hermansen nåede stærkt ned til hans afslutning, men Pep Biel fulgte godt op og sendte returbolden i mål til 4-2.
Aldrig spænding til sidst
Mod slutningen kom Nelsson ind for Falk, og vi spillede 5-3-2 i de sidste minutter, så selv om Brøndby smed et par høje bolde frem, så havde vi fuld kontrol, og de var ikke i nærheden af en reducering, der kunne skabe lidt spænding. Og tak for det!
Festen kunne begynde, selv om det ikke var alt, der lykkedes i dag - men det der lykkedes, det lykkedes godt. På minussiden står især deres to mål efter hjørne, men ellers gav vi stort set ikke chancer væk i åbent spil, men scorede selv på både det ene og det andet.
Dermed er vi stadig ubesejrede efter fire runder, mens mestrene endnu ikke har vundet, og det gør jo ikke glæden mindre denne mindeværdige søndag, hvor vi igen oplevede et Derby med forrygende stemning og næsten fyldte tribuner