Didier Deschamps: - Jeg kender FCK ret godt

Olympique Marseilles cheftræner Didier Deschamps havde sin angriber Mamadou Niang med til aftenens pressemøde i PARKEN, hvor der i øvrigt var premiere på det nye presserum i hjørnet mellem A- og D-tribunen. Tidligere på dagen havde Ståle Solbakken udtalt, at franskmændene garanteret var vældig godt forberedt på hans holds spillere og kvaliteter, og det bekræftede Deschamps, da han blev bedt om en vurdering af de danske mestre:

 

- Jeg ved en hel om F.C. København, men spillerne gør ikke endnu, men vi skal tale nærmere om dem i aften og se noget video. Det er et hold, der er godt organiseret og godt disciplineret. De spiller ikke typisk nordisk, men er meget boldspillende og bevægelige, og de er gode til at holde i bolden. De har haft en kamppause på et par måneder, men der skal kun nogle få kampe til på højt niveau, før spillerne er klar, og det har FCK haft, da de var i Spanien. Spillerne er i god fysisk træning, og de vil være 100 % sat op til en kamp på det her niveau.

 

Godt kendskab til løverne
Da Deschamps blev spurgt, om der var spillere han særligt ville fremhæve på det danske hold, afslørede han, at han ikke blot har godt styr på holdets spilsystem og taktik, men også kender navnene spillerne. Han gennemgik nemlig hele holdet kæde for kæde og satte navn på hver enkelt spiller. Dog var han endnu ikke opdateret på, at Zanka spiller i centerforsvaret, men ellers var resten helt korrekt, og han tilføjede også at FCK har et godt alternativ i front med de to brasilianere.

 

Ligaen har førsteprioritet
Mens løverne altså spiller sin første betydende kamp i to måneder, så er Marseille i fuld gang med den franske liga, hvor det gælder om at hænge på i toppen. Allerede på søndag tager man imod Nancy på hjemmebanen Stade Velodrome. Didier Deschamps lægger ikke skjul på, at ligaen har første prioritet, og i modsætning til sin norske trænerkollega ville han ikke ud med noget om L’OM’s startformation:

 

- Vi vil sætte det hold, vi mener der er bedst på dagen. I disse kampe er det vigtigt at holde nullet og selvfølgelig gerne score et enkelt selv, så vi er godt forberedte til returkampen på hjemmebane. Så selv om vi har en kamp på søndag i ligaen, så vil vi absolut videre i Europa League.

 

Vindermentaliteten i orden
Marseilles seneste ligakamp var i lørdags, hvor de vandt 2-1 på udebane over Monaco, men Deschamps advarede mod at lægge for meget i resultatet:

 

- Det stod 1-1 indtil kort før tid, og havde vi ikke scoret til 2-1, så havde snakken været en helt anden. Det viser bare, at marginalerne er små. Men det er godt, at holdet viser styrke og lige til det sidste fløjt har viljen til at vinde. Det handler om vindermentalitet, og nogen af spillerne har det mere naturligt, mens andre skal arbejde for det, konstaterede Didier Deschamps, der godt var klar over, at hans mandskab ikke præsterede optimalt, da de for en uge siden røg ud af den franske pokalturnering med et 1-3-nederlag til Lens.

 

Marseilles problemer med "vinterpause-hold"
Klubbens topscorer, senegalesiske Mamadou Niang, udtalte pligtskyldigt, at det vigtigste for spillerne var at tage modstanderen alvorligt og ikke undervurdere dem. På spørgsmålet om hvordan han vurderede betydningen af FCK’s to måneders kamppause mindede han om, at Marseille tidligere har mødt Zenit Skt. Petersburg på et tidspunkt, hvor de også havde holdt vinterpause, og her havde franskmændene problemer.

 

Et kig i historiebøgerne afslører, at russerne både sendte Marseille ud af UEFA Cup'en i marts 2006 og i marts 2008, og i 2008 gik Zenit herefter hen og vandt UEFA Cup'en. I foråret 2009 røg Marseille også ud til de senere vindere, Shakhtar Donetsk. Pudsigt nok også et hold, der holder vinterpause, og som i år - ligesom F.C. København - havde henlagt en del af årets vinterforberedelser til Marbella, hvor løverne var tæt på at besejre dem i Copa del Sol.

 

Men ét er træningskampe under sydlige himmelstrøg – noget andet er en 1/16-finale i Europa League i PARKEN, hvor lufttemperaturen vil være på nulpunktet, men hvor stemningen på lægterne forhåbentlig kan matche de sydlandske temperaturer og temperamenter. Det bliver der brug for, hvis vi skal gøre os håb om Berlin eller Benfica!