Ståle: - De var skarpere end os
F.C. København var det bedste hold i langt det meste af kampen, Løverne var det hold der skabte flest chancer – men det var gæsterne fra Olympique de Marseille der scorede flest mål. Det ærgrede cheftræner Ståle Solbakken, der helt sikkert gerne havde taget et bedre resultat med til Frankrig i næste uge.
Af Jan Eliassen
På pressemødet efter kampen sagde Ståle Solbakken:
- Vi var det bedste hold i 82 minutter. De havde tre chancer, vi havde fem-seks chancer, men det var dem der scorede tre mål, mens det kun lykkedes for os at score et enkelt mål. De havde nok fordelen af ofte at spille den her slags kampe. Men nu er vi i gang, og jeg tvivler på, at Dame N’Doye vil brænde chancer som i dag om tre uger.
Selv om Ståle Solbakken mente F.C. København var bedst, så fortjente franskmændene sejren:
- De var meget skarpere i de afgørende situationer, og de fortjente sejren, for det vigtigste er nu engang at score - specielt i kampe som det her.
Der var ros til spillerne for at yde en fin indsats:
- Jeg synes at drengene leverede en god præstation, og de gør det godt i lange perioder. 1. halvleg var lidt af en krig uden de store chancer – vi havde den største – og i 2. halvleg var vi så bedre. Desværre brænder Dame N’Doye en kæmpe chance, og var vi kommet foran, hvem ved så hvad der var sket. Der leveres mange gode individuelle præstationer, men indrømmet - kræfterne var der ikke til sidst, hvor blandt andet Pospech bliver sat af Ben Arfa og hans friske ben. Vi endte med at måtte jagte dem til sidst, og de var gode på deres kontraer.
På spørgsmålet om det nu var slut med europæisk fodbold i denne sæson, svarede Ståle Solbakken ærligt:
- Ja!
Ståle uddybede:
- Det her var nok slut for europæisk fodbold i denne sæson. Vi er nede på meget få promillers chancer for at gå videre. Jeg var mentalt forberedt på, at det her kunne ske. Vi vidste vi mødte et stærkt hold, men havde vi haft en rigtig god dag, så kunne meget have set anderledes ud. Vi var ikke gode nok i de afgørende situationer, men jeg vidste at det kunne ske. Jeg er meget ærgerlig over, at vi nu er uden de store chancer for at komme videre. Havde vi scoret til 1-0, så havde vi nok haft chancen på torsdag …
Johan Wiland: Ikke godt nok
- Det var ikke godt nok, og målet til 2-1 må jeg nok tage på min kappe. Han kikser godt nok sin afslutning, men den må jo ikke gå ind. Målet til 2-1 ærgrer mig, for det faldt jo netop som vi bar kommet ind i kampen igen. Nu ser det svært ud, men vi skal prøve, og der er jo før sket underlige ting i fodbold.
Mathias Zanka Jørgensen: Man skal slå til når chancen byder sig
- Det var piværgerligt at tabe 3-1. Jeg syntes vi havde styr på dem, og så scorer de tre mål på tre chancer. Ren utur! Måske er det de manglende kampe, men vi havde jo chancerne, vi scorer bare ikke. De viser at man skal slå til når chancen byder sig. Vi blev aldrig udspillet og var jo godt med langt hen af vejen, og kan vi tage det positive med til Marseille, så måske, for intet er umuligt.
César Santin: Vi kom frem til chancerne
- Vi var med hele vejen, eller i hvert fald indtil de sidste 10-15 minutter, hvor vi ikke var gode nok. Vi spillede fornuftigt og kom også frem til chancerne, men ros til dem, for at score tre mål på tre chancer.
Mikael Antonsson: Bolden ville ikke rigtig ind
- De viser klassen i de sidste 15 minutter, ellers synes jeg vi sad på det meste. Vi havde 1. halvleg og det meste af 2. halvleg, men de er gode til at udnytte deres chancer. Var vi kommet foran 1-0, så var det nok blevet en anden kamp, og alt i alt, så mener jeg 3-1 er alt for store cifre. Vi stod godt i det meste af kampen, men bolden ville ikke rigtig ind. Jeg troede egentlig vi havde kræfterne til sidst, men de fik vist os, at de var et rigtig godt hold. Selvom det bliver svært, så må vi jo prøve at vinde med 3-0 dernede.
Dame N'Doye:
Vi prøvede og prøvede
- Jeg synes vi prøvede og prøvede, og synes nok vi var uheldige. Vi var bedst, vi gjorde det godt, specielt taget i betragtning af at det var årets første betydende kamp. Vi dominerede kampen, men så scorer de, og den slags ting sker. Måske vi kan vende det i Marseille, det kræver i hvert fald hårdt arbejde, men hvem ved …
Martin Vingaard:
De var kyniske – og vi får ikke scoret på vores muligheder
- Vi var med dem hele vejen, men vi bliver straffet i begge felter. De var kyniske – og vi får ikke scoret på vores muligheder. Jeg havde en god fornemmelse, de havde det svært når de skulle spille organiseret angrebsfodbold – og vi skulle også være kommet foran 1-0. Det gør vi desværre ikke, og så bliver vi straffet i vores ende af banen. Overordnet set, var vi nok ikke helt hvor vil skulle være rent kampformsmæssigt.