FCK.DK fortsætter her med at præsentere udvalgte nuværende og tidligere profiler, som der kan stemmes på i forbindelse med jagten på de 25 største FCK-profiler. I dag præsenterer vi udvalgte spillere med fornavne fra E til H.

Elrio van Heerden
Elrio van Heerden startede sin fodboldkarriere på F.C. Københavns tidligere fodboldskole i Port Elizabeth. Han kom til Danmark 2002, hvor han i første omgang skulle vænne sig til den danske kultur og klima. Elrio fik debut i 2004 mod AaB i PARKEN, og den lille sydafrikaner skrev sig øjeblikkeligt ind i historiebøgerne med sit udlignende mål kort før tid. Målet betød nemlig, at F.C. København selv kunne afgøre mesterskabet i den efterfølgende runde mod FC Nordsjælland på Farum Park, hvilket blev gjort med en 4-2 sejr.

Erik Mykland
Mange spærrede øjnene op, da det stod klart, at den norske legende Erik Mykland skiftede 1860 München ud med F.C. København i 2002. Den lille, karismatiske nordmand kom til klubben og tog fansene med storm med sit glimrende spil. Myggen var altid en nydelse på en fodboldbane, og en af de største, små spillere der har trukket den hvide trøje over hovedet.

Harald Brattbakk
Der var kamp om Harald Brattbakks underskrift tilbage i 2000. Brattbakk kom fra skotske Celtic, og skulle løse F.C. Københavns scoringsproblemer. I hans debut scorede han to gange mod Haderslev. Harald nåede 35 kampe og scorede 15 mål inden han skiftede tilbage til sin gamle norske klub, Rosenborg.

Heine Fernandez
En anden nærmest legendarisk dansk angriber har også repræsenteret F.C. København. Heine Fernandez ragede uklar med Viborg FF, og det åbnede op for et skifte til Byens hold tilbage i 2001. Heine var en mand, der til trods for sit jyske sind, gjorde og sagde tingene ligeud. Heine huskes nok bedst for sin matchvinderrolle mod Lazio i PARKEN i efteråret 2001. Med forbinding om hovedet scorede han til 2-1 kort før tid til ellevild jubel for godt 40.000 tilskuere.

Henrik Larsen
Henrik Larsen kom fra Lyngby, men alle danske fodboldelskere husker ham nok bedst for sin topscorerrolle ved EM i Sverige i 1992. Midtbanespilleren fik hurtigt anførerbindet og var en fast bestanddel af Kent Karlssons stærke hold tilbage i 1997. Han kan samtidig kalde sig pokalvinder med F.C. København efter sejr i PARKEN over Ikast med 2-0 - også i 1997.

Hjalte Nørregaard
Hjalte Bo Nørregaard som han rigtig hedder, var altid en del af talentholdene i KB, og blev som ganske ung rykket op i superligatruppen. Efter længere tid slog han for alvor sit navn fast i dansk klubfodboldhistorie den 18. juni 2003 på Brøndby Stadion. To minutter inde i overtiden scorede hans kampens enlige mål, der så godt som sikrede F.C. København det danske mesterskab. Det hele blev afgjort få dage senere i PARKEN, hvor han også scorede og kunne juble sammen med 38.000 andre efter 4-1-sejren over AGF. I FCK-fankredse har man samtidig "omdøbt" Brøndby Stadion til "Hjalte Park".

Endnu engang vil vi forklare fremgangsmåde ved afstemningen:

Du skal udvælge 5 spillere. Én spiller skal tildeles flere point end de øvrige fire, og der skal i alt uddeles 10 point. Alle 5 spillere skal have point.

Eksempel
Michael Mio: 4 point
Christian Poulsen: 2 point
Sibusiso Zuma: 2 point
Martin Albrechtsen: 1 point
Pierre Larsen: 1 point


Eller:

Peter Nielsen: 3 point
Bjarne Goldbæk: 2 point
Ståle Solbakken: 2 point
Martin Johansen: 2 point
Michael Manniche: 1 point


Sådan en oversigt sender du til [email protected]. Afstemningen vil løbe indtil den 1. februar.