Mohamed Daramy

Elfsborg i første test i Portugal

Søndag kl. 20.00 spiller vi den første træningskamp i Portugal mod IF Elfsborg - præcis et år efter, at vi senest mødte dem. Det var også på Estadio Algarve i Portugal.

Dengang vandt vi 4-1 på to mål af Diogo og et af Cornelius og Haraldsson, mens danske Jeppe Okkels scorede for svenskerne.

Roony Bardghji
Roony i duel med Kevin Holmén for et år siden, mens Simon Strand ser til. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Skuffende sæsonafslutning for svenskerne
Sidste forår kom Elfsborg skidt fra start i Allsvenskan med et hjemmebane-nederlag til Häcken, men spillede så 15 kampe uden at tabe! (V12, U3), inden de igen tabte til Häcken. Men da havde de erobret førstepladsen og kunne begynde at lugte deres første mesterskab siden 2012.

Efter yderligere et par nederlag mistede de førstepladsen, men generobrede den med fire runder igen, og da forfølgerne fra Malmö FF tabte i næstsidste runde (Häcken igen...) kunne Elfsborg selv afgøre det hele med mindst uafgjort i en ren guldfinale i Malmö. Men den vandt skåningerne 1-0 og gik forbi i tabellen på det værst tænkelige tidspunkt.

Pre-season
Elfsborg indledte i år træningen den 8. januar og spillede sin første testkamp sidste fredag, 3-3 mod OB.

Den 27. januar rejste de til Portugal og tabte i tirsdags 0-3 til Fredrikstad FK. Efter vores kamp møder de også Silkeborg på fredag, inden de tager hjem og forbereder sig til gruppespillet i den svenske pokalturnering. Her møder de GAIS, Örgryte og Degerfors samt spiller yderligere et par træningskampe, inden sæsonpremieren i Allsvenskan den 1. april.

Træneren og truppen
Cheftræner Jimmy Thelin har stået i spidsen for Elfsborg siden januar 2018, efter at han i 2014 overtog Jönköpings Södra IF i Superettan og førte dem op i Allsvenskan.

Sidste sæson blev Thelin kåret til Årets Træner i Allsvenskan, og han og Elfsborg har netop forlænget kontrakten til 2026.

Klubben har i transfervinduet blandt andet sendt danske Jeppe Okkels til FC Utrecht, hvor han bliver holdkammerat med vores tidligere talentstopper Niklas Vesterlund, som netop er skiftet fra Tromsø til Utrecht. Og også Andreas Dithmer er jo i i klubben her i foråret, på deres Jong Utrecht-hold.

Også keeper Hákon Rafn Valdimarsson har fået et par eks-FCK'ere som holdkammerater med sit skifte til Brentford, og Elfsborg har blandt andet også sagt farvel til islandske Sveinn Aron Gudjohnsen, som nu er i Hansa Rostock.

Ind er blandt andet kommet keeperen Isak Pettersson, som oprindeligt er fra Halmstad, men senest spillede i Stabæk.

Stjarnans 19-årige Eggert Aron Gudmundsson er også kommet til, og ham kender vi fra et prøveophold i slutningen af 2021, hvor han trænede med U19 en periode og var med til de nordiske U19-mesterskaber i Marbella. Eggert er dog desværre rejst hjem fra Portugal for at blive undersøgt nærmere for en fodskade.

Eggert Aron Gudmundsson
Eggert Aron Gudmundsson scorer på straffe mod Molde i en U19-kamp i Marbella. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Blandt andre gamle kendinge af dansk fodbold er Andri Baldursson, som Elfsborg lejede i Atalanta i august, efter at han havde spillet et år i hollandske NEC - og inden da var en sæson i FCK (2021-22)

Elfsborg råder desuden over eks-Brøndby-spillerne Johan Larsson og Simon Hedlund, som var med da vi mødtes for et år siden, mens eks-OB'eren Jens Jakob Thomasen først kom i sommer, hvor de hentede ham i Nimes.

Andri Baldursson
Baldursson debuterede i Vejle 29. august 2021 og fik 8 FCK-kampe. Foto: Jan Christensen, Getty Images


Se kampen direkte
Der er kickoff på Estadio Algarve kl. 20.00, og vi streamer igen kampen i vores app og på tv.fck.dk, hvor du kan se med, hvis du er kortholder eller abonnent eller har et FCK+ abonnement - så kan du også se de næste to testkampe mod Brøndby og Molde.