Elias Jelert solgt til Galatasaray
F.C. København siger farvel til Elias Jelert, der øjeblikkeligt skifter til Galatasaray.
De tyrkiske mestre fra Istanbul har længe haft et godt øje til vores højre back, og nu er parterne nået til enighed om en transfer.
Det er en rigtig københavnerdreng, der nu rejser afsted til Istanbul. 21-årige Elias Jelert har spillet i F.C. København, siden han var 11 år gammel. Det er blevet til 97 førsteholdskampe, to mesterskaber og en pokaltitel. Desuden har Elias Jelert spillet en væsentlig rolle i klubbens Champions League-kampagner to år i træk.
Fra FCK Talent til profil på førsteholdet
Elias Jelert har i sine 10 år i F.C. København været på en imponerende udviklingsrejse i kyndige rammer hos FCK Talent.
”Vi kan kendt Elias, siden han kom hertil som dreng, og fra allerførste dag har hans lyst til fodbold været markant, men han er også en spiller, der har kæmpet for sin plads op igennem ungdomsrækkerne, og det har styrket ham. Kombineret med de rigtige rammer i vores talentafdeling er det lykkedes i fællesskab at skabe den rette platform for Elias. Han er et stærkt eksempel på det fundamentale i F.C. København; at skabe rum og mulighed til udvikling,” siger sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen.
“Elias har fået en god ballast med fra Talentafdelingen, men han har også en særlig indstilling, der har gjort ham til en profil på førsteholdet. Han har vundet mesterskaber og pokaler, han har spillet i Champions League og har endda fået debut på det danske A-landshold. Nu er tiden så inde til at tage næste skridt i karrieren. Det er helt naturligt.”
”Elias har altid været en spiller, der har grebet chancen, når han har fået den, og vi er meget stolte over at sende endnu en af vores egne unge spillere sikkert videre. Vi ser frem til at følge Elias i fremtiden, og vi ønsker ham alt det bedste i Tyrkiet,” siger Sune Smith-Nielsen.
Jelert: Tak for mange gode år
Elias Jelert kom til FCK Talent fra Virum-Sorgenfri Boldklub for snart 10 år siden, og de mange år i F.C. København gør skiftet ganske emotionelt for den unge back.
”Jeg er meget stolt over, at denne mulighed er opstået. Jeg lagde en plan sammen med klubben for år tilbage, og den holder. Det er jeg meget glad for, og jeg skylder mange mennesker i klubben en stor tak. Rigtig mange har hjulpet mig undervejs til at blive en bedre spiller og har også støttet mig i at holde fokus, når det var lidt hektisk udenfor banen.”
”Det er også vigtigt for mig at sende en stor tak til fansene, som altid har støttet mig. Fansenes opbakning betyder enormt meget, når man som ung spiller kommer op på førsteholdet. Det er ikke nemt at forlade F.C. København, men vi ses helt sikkert snart på tribunen,” siger Elias Jelert.
Elias vil blive savnet
Elias Jelert fik sin debut for F.C. København i efteråret 2021, og siden er det gået stærkt for den lynhurtige back, der har fået masser af spilletid i FCK-trøjen.
“Elias vil blive savnet i København. Hans altid glade væsen, hans frækhed på træningsbanen og hans evige optimisme i måden at tolke back-positionen på har over tid været imponerende. Han har haft så store præstationer internationalt, og han har generelt bidraget markant til to danske mesterskaber, en double og vores europæiske kampagner,” siger cheftræner, Jacob Neestrup.
“Tiden er den rette for Elias. Nye udfordringer i anden kultur. Vi kan bare takke Elias for de mange gode oplevelser, vi har haft sammen, og ønske ham al muligt held og lykke med det næste skridt i hans karriere.”