Victor Froholdt

Victor Froholdt forlænger til 2028

18-årige Victor Froholdt har indgået en ny aftale med F.C. København, som løber frem til sommeren 2028. Froholdt rykkes samtidig fast op i førsteholdstruppen.

Den unge midtbanespiller har imponeret op igennem ungdomsrækkerne og fik allerede sin debut for A-holdet i efteråret 2023.

Potentialet skal forløses i F.C. København
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen fortæller om aftalen med Froholdt:

”Victor er en dygtig spiller med et stort internationalt potentiale, og derfor er vi glade for, at vi har fået lavet en ny aftale med ham."

"Der har været en del opmærksomhed omkring ham fra andre klubber, men med fremtiden på plads, kan vi være med til at forløse hans potentiale i F.C. København."

"Sammen med Victor skal vi være med til at gøre ham til en profil, og jeg er sikker på, at Victor med hans altid stenhårde arbejde er klar til at give alt det, som der skal til for at få opfyldt de mål,” siger sportsdirektøren.

Victor Froholdt og Sune Smith-Nielsen


Fuldt fokus på fremtiden her
Victor Froholdt kom til FCK Talent som 12-årig, og det er da også en glad Froholdt, som sætter ord på aftalen.
 
”Det er kæmpestort, og noget jeg har drømt om længe."

"Jeg er stolt over at have underskrevet den nye kontrakt, og det ved jeg også min familie er. Det er dejligt at få på plads, og nu kan jeg holde fuldt fokus her, og det er dejligt at have min fremtid på plads.”

”Nu er målet at vise mig endnu mere frem og byde ind omkring mere spilletid på holdet, så trænerne får flere spillere at vælge mellem. Jeg tror på, at det kan blive en rigtig god sæson,” siger Victor Froholdt.

Stort fysisk potentiale
Cheftræner Jacob Neestrup glæder sig over den nye aftale med den unge midtbanespiller.

”Victor er en spiller, vi tror rigtig meget på."

"Han besidder et fysisk potentiale, som er på internationalt topniveau. Han har mange højintense løb, og han er meget atletisk og generelt ekstremt løbestærk. Derudover har Victor en rigtig stærk mentalitet, der uden tvivl kommer til at hjælpe ham fremover."

”I fremtiden ser vi Victor som en boks til boks spiller på 8’er positionen, men han vil gøre sig som kantspiller i den første tid af sin FCK-karriere, så vi får givet ham den rigtige start,” siger Jacob Neestrup.

Victor Froholdt