Emil Møller: Det svære farvel
Hvert år stopper en del spillere i F.C. Københavns Talentafdeling, og selv om vi de seneste sæsoner har oprykket flere unge spillere end tidligere til A-holdet, så er det stadig et meget lille nåleøje at slippe igennem.
Derfor kunne denne historie også handle om mange andre spillere, men det var dog ikke tilfældigt, at det netop var Emil Møller, som Torkil Fosdal fik en god snak med onsdag eftermiddag om det svære farvel.
Emil har været i klubben i ti år og taget turen op gennem alle U-årgangene, spillet på ungdomslandshold, vundet pokaler og mesterskaber – og sidst men ikke mindst været en god holdkammerat, anfører og rollemodel. Og så var det i øvrigt også Emils 19-års fødselsdag.
”Ti år i KB og F.C. København – hvordan begyndte det hele?”
”Jeg begyndte at spille fodbold i Vanløse, og så var der en af mine gode barndomsvenner hvis papfar sagde, at vi var simpelthen for gode, så vi skulle videre, så vi skrev os på den venteliste, der var i KB,” fortæller Emil Møller.
”Men så ringede han til KB og sagde, prøv lige at høre, de skal ikke på venteliste, de skal bare ind og prøvetræne. Så da jeg var ni år gammel, havde jeg min første træning i KB nede på Pile Allé, og lige fra starten kunne vi matche niveauet, selv om vi godt kunne mærke, at det var højere.”
”Og så sagde de bare go for os, og så har jeg bare været der lige siden. Dengang var det forældretrænere, der stod for det, men med tiden kom der mere træning, ekstra skills-træning og så videre, så nogle gange var der træning to gange om dagen, og det blev mere og mere seriøst. Og jeg kunne bare mærke fra starten, at det var det jeg gerne ville, og her jeg gerne ville være.”
”Det er først i de senere år, du er rykket ud som højre back – hvad spillede du i de første år?”
”Jeg spillede stopper dengang, men i slutningen af U15 og i starten af U17 begyndte vi at tale om, at jeg skulle rykke ud på backen, men det skete først for alvor, da jeg var andet års U17 og første års U19.”
”Jeg manglede nok lige lidt i højden, og jeg havde da håbet, at jeg var blevet lidt højere end jeg er nu, hvor jeg er 1,80, men det var også bare det helt rigtige, som FCK så i mig i forhold til at spille højre back. Det er en position, hvor jeg bare kan vise mig endnu bedre frem, og hvor jeg bare har det meget bedre, både offensivt og defensivt.”
”Så du var stadig været stopper, da du kom på U16-landsholdet?”
”Ja, jeg blev ikke udtaget til den første samling for årgangen, men jeg var med i England, da vi var ovre på St. George’s Park (FA’s nationale træningscenter, red.). Da jeg så kom på U17- og U18-landsholdet var det som højre back, men jeg kan huske, at vi spillede en turnering i Sverige med U18, og det var ikke lige min bedste præstation dengang, ha-ha…”
”Men du nåede da alligevel at få en U19-landskamp her i maj...”
”Ja, jeg var ikke udtaget i første omgang, men så ringede de om søndagen, fordi der var kommet at afbud, og så var jeg med, da vi spillede mod Tyskland om onsdagen ovre i Esbjerg, hvor både Rohd og jeg kom på banen.”
”Hvilke fodboldoplevelser har været de største gennem årene?”
”Det har 100 % sikkert været Youth League sidste efterår! Den oplevelse, og det at få lov til at rejse med førsteholdet og være så tæt på det hele i og selv have nogle sindssygt vigtige kampe. Og så de præstationer, vi leverede. Jeg også lidt overrasket over, hvad jeg selv kunne komme med på det niveau, hvor vi mødte nogle af de bedste hold på ens egen alder. Men jeg kunne godt følge med og godt vise mig frem.”
”Nu er du næsten for beskeden, for du brændte jo banen af, da I slog Dortmund dernede…”
”Ja, Youth League var helt sikkert den største oplevelse, men så også især sidste sæson, da vi vandt både U19-ligaen og pokalen, og jeg var med som første års U19. Jeg spillede ikke så meget i starten af efteråret, men i foråret fik jeg lov at starte inde hver gang. Jeg vandt også et mesterskab det andet år med U17, og vi vandt faktisk også rækken med U15, dengang man kun spillede en Sjælland/Fyn-række og ikke en landsdækkende som i dag.”
”Hvordan er det så at skulle sige farvel nu?”
”Åhh, det er da mega sørgeligt, det er det altså. Det er jo blevet ens andet hjem, og man har tilbragt så meget tid her og altid været glad for at kunne fungere godt med alle lige fra cheftrænere til materialemand og alle de andre, der har stået for tingene her i klubben.”
”Så det er mærkeligt at sige farvel, fordi det har været en så stor del af en, men det er også bare fedt at vide, at ligegyldigt hvor jeg kommer hen, så ved jeg bare, at jeg er godt uddannet.”
”Det har virkelig været et topprofessionelt miljø, og det har været helt perfekt for mig i forhold til at finde balancen mellem at det selvfølgelig er et konkurrencemiljø, der er sindssygt højt, men at det også er det, der udvikler dig mest.”
”Men alle folk her har også hjertet med sig og er gode til at tage hensyn til en. Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på en dårlig ting her i klubben.”
”Og det har jo ikke kun handlet om fodbolden, du siger også farvel til det skolemiljø, som I er en del af her?”
”Ja, nu er jeg lige i gang med de sidste fag på HF, og jeg skal op i historie og erhvervsøkonomi næste måned, men så kan jeg ikke fortsætte her længere. Men så tager jeg noget på e-learning, for jeg mangler lige et c-fag, og så har jeg også nogle store opgaver for at afslutte hele HF-pakken.”
”Du har vidst i et stykke tid, at du skulle stoppe til sommer, så ved du allerede nu, hvad fremtiden bringer rent fodboldmæssigt?”
”Nej, ikke endnu, men jeg har været i kontakt med nogle interessante klubber, også på Superliganiveau, og jeg har også været til noget prøvetræning her i maj. Og det var jo på seniorniveau, så det var sindssygt fedt at prøve og mærke, hvor man egentlig står henne. Så nu er jeg spændt på, om det fører til en kontrakt.”
”Det er jo stadig meget få, der kommer gennem nåleøjet her i klubben, men Talentafdelingens vision er jo at uddanne fremtidens professionelle fodboldspillere – også selv om det ikke bliver her i F.C. København?”
”Ja, der er da også flere, der spiller som professionelle, men man husker jo tydeligst alle de succesrige historier, der laver de største overskrifter.”
”Du har ikke en fremtid på golfbanen? Jeg husker jo, at da U19 var i Marbella sidste år, var du en af de få, der rent faktisk kunne ramme en golfbold, da alle var ude og hygge sig på en driving range?"
”Ha-ha, ja det er rigtigt. Jeg vil også gerne finde en klub, hvor der er golfbane i nærheden, men det skal altså være en fodboldklub. Men jeg har spillet en del golf, for det er fedt lige at komme ud og lave noget andet og koble hovedet fra, hvor du kun er fokuseret på den der lille golfbold. Det vil jeg da holde fast i, for det er et frirum, hvor man lige kommer væk fra fodbolden.”
”Jeg har hørt, at du holdt en meget flot tale til holdkammeraterne efter den sidste ligakamp i lørdags, og så sluttede du af i dag med Future Cup-kamp mod Randers. Hvilke tanker går gennem hovedet nu, hvor det er ved at være forbi?"
”Det sidste stykke tid har jeg bare brugt min energi og mine kræfter på at slutte godt af, men også på at nyde det. Nyde den sidste tid i klubben og prøve at forberede mig så godt som muligt på at give slip på det lige om lidt.”
”Men man kan jo altid komme tilbage til klubben, det er jo det, jeg håber på en dag… at få lov til at være en del af FCK’s førstehold. Men nu må jeg indtil videre gå en anden vej først.”
"Men du har lige en sidste opgave, inden I går på ferie?"
”Ja, det er mig, der skal stå for vores afslutningsfest, så jeg må finde ud af noget. Vi er jo et meget ungt hold, så det med at gå i byen er lidt svært, når alle ikke er 18, ha-ha… så vi skal lige finde ud af, hvordan vi løser det.”
”Men selvfølgelig skal vi holde en god afslutning og en fest og nyde det. Vi blev ganske vist kun nummer to i ligaen, men vi kan trods alt stadig være stolte over, hvad vi opnåede i Youth League i en hektisk sæson med trænerskifte, mange kampe og så videre og så videre. Og så venter der lidt ferie og hygge med familie og venner.”
”Jeg glæder mig til fremtiden, og jeg glæder mig også over alt det, jeg tager med mig herfra, for jeg ved, at jeg ikke kunne have været et bedre sted, inden jeg skulle videre,” slutter Emil Møller.
