En næsten tilfreds cheftræner
Selvom det blev til et spinkelt nederlag i Eindhoven, så kan F.C. Københavns spillere være ret godt tilfredse med præstationen, for langt hen ad vejen spillede de danske mestre en taktisk klog kamp, og fik skabt de enkelte chancer man kan forvente mod et hold af PSV’s kaliber.
Cheftræner Ståle Solbakken kunne da heller ikke være helt utilfreds, til trods for nederlaget til det hollandske storhold.
- Defensivt var det næsten en perfekt kamp. Normalt producerer PSV et to-cifret antal chancer på hjemmebane, men vi holder dem nede på tre stykker. Mange spillere leverer en rigtig god kamp, og holdet viser stor fysisk kapacitet og gennemfører taktikken meget loyalt, starter Ståle til FCK.DK.
- Offensivt sidder jeg tilbage med en lidt mere blandet følelse. PSV er et rigtig godt hold, og det må man altså tage hensyn til. Nu hørte jeg de såkaldte TV-eksperter derhjemme mene, at vi ikke forsøgte nok, men sådan en kommentar kan de forhåbentlig kun komme med, fordi de ikke selv har spillet international fodbold i mange år. Vi mangler lidt dygtighed og held og skaber nok lidt for få chancer, men ikke desto mindre var det en kamp, der kunne være gået begge veje, fortsætter Solbakken.
Nu er man halvvejs i gruppespillet, og med tre point efter tre kampe kan nordmanden gøre status:
- Jeg sagde allerede inden vi startede gruppespillet, at alle fire hold ville få det svært på udebane, og indtil videre har der ingen udesejre været. Nu bliver hjemmekampen mod PSV en nøglekamp, og vinder vi der, så er vi med til det sidste. Gruppen er stadigvæk pivåben, slutter den norske cheftræner.
Jesper Grønkjær: Vores plan lykkedes fint
- Vores taktik var at stå kompakt med kort afstand mellem kæderne og så satse på kontrachancer. Vi ved, de er rigtig gode, hvis de får for meget plads og deres centrale midtbane får lov at ligge og styre det hele. Det lykkedes vi i det store og hele fint med, selv om vi ikke kommer til så mange chancer, som vi gerne ville. Det er lidt ironisk, at de så vinder på en kontra på vores kontra...
Johan Wiland: Havde ikke studeret Reis på forhånd
- Jeg havde ikke på forhånd studeret, hvor han plejer at sparke, jeg prøver bare at blive stående så længe som mulig og vente ham ud, og heldigvis går jeg til den rigtige side. Målet er ærgerligt, for vi har lige selv haft en god chance på det foregående angreb, men han møder den godt på indlægget.
Thomas Kristensen: Vi har mange gode kontraløb
- Jeg synes, vi skaber mange fine kontramuligheder, hvor vi erobrer bolden fra dem og forsøger at få mange med frem. Men vi mangler det sidste i at komme frem til afslutninger. På midten synes jeg egentlig, at vi har godt styr på dem gennem hele kampen. Vi kan godt være vores indsats bekendt i dag.
Ulrik Laursen: Vi blev i vores formationer
- Vi spiller en god europæisk kamp og er hele tiden med i kampen og har også mange kontraløb. Vi står godt, og selv om der altid er risiko for at man bliver lidt overmodig og lader sig lokke frem, så bliver vi stående. Men vi kan ikke forvente at holde dem fuldstændig væk fra chancer i 90 minutter - men hvis havde fået det første mål, så er jeg sikker på, at vi havde fået alle tre point.
Mikael Antonsson: Straffesparket i orden
- Bolden hopper fra mig og jeg bliver hængende i græsset, da jeg mister den. Straffesparket er i orden, jeg kan næsten fornemme det allerede, da jeg kaster mig efter ham. Nu må vi bare reparere det ved at slå dem næste gang i PARKEN.