Dame N'Doye er tilbage

N'Doye vender hjem

En af de største spillere i F.C. Københavns historie vender nu hjem til klubben efter seks års fravær.

Dame N'Doye har skrevet en et-årig aftale med FCK, der henter ham transferfrit efter hans kontrakt med tyrkiske Trabzonspor netop er udløbet. Dermed kan den senegalesiske angriber igen se frem til at trække i den hvide trøje:
 
”N'Doye er en angriber med stor international erfaring og spidskompetencer på et meget højt niveau. Han er måske den bedste angriber i FCK og Superligaens historie, og vi glæder os meget over at have ham tilbage i FCK. Han er selvfølgelig blevet ældre, men han har stadig en enorm fysik og spillede masser af kampe i sidste sæson, så vi er sikre på, at han vil kunne bidrage med en masse på banen og hjælpe vores unge angribere til at blive endnu bedre. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft akut brug for offensiv forstærkning, og heldigvis var N'Doye meget motiveret for at komme tilbage til os, så det gik ret hurtigt, da vi først begyndte at snakke med ham om muligheden. Vi er glade for at have ham på plads og så arbejder vi videre på at forstærke os yderligere,” siger Ståle Solbakken.
 
Dame N'Doye er også glad for at være tilbage:

"Jeg forlod FCK som topscorer i 2012. I dag vender jeg tilbage. De sidste 6 sæsoner har bragt mig rundt i fodboldverdenen. Lokomotiv Moskva, Premier League i to omgange med henholdsvis Hull City og Sunderland. Og senest Trabzonspor i Tyrkiet," siger N'Doye og fortsætter:

"Hvert sted har lært mig noget nyt om spillet på banen og om livet udenfor. Alle steder har jeg scoret mål. Mange mål i de klubber, hvor jeg har fået lov at spille forreste angriber. Færre i de klubber, hvor jeg er blevet brugt på alternative positioner. Som min seneste sæson i Trabzonspor, hvor det kun blev til 5 ligamål og 5 assist, fordi jeg konsekvent blev brugt som kantspiller."

"Det er jeg ikke. Jeg er angriber. Forreste angriber. Det ved FCK, det ved Ståle. Derfor er jeg i dag vendt hjem til den klub og den træner der skabte mig, hvor min karriere tog fart, og som ligger mit hjerte nærmest."

"Jeg er 33 år. En pæn alder for en sportsmand. Men jeg er bedre og stærkere end nogensinde. Det glæder jeg mig til at bevise."

"FCK har brug for mig, og jeg har brug for FCK," siger Dame N'Doye.

>> Oplev Dame N 'Doye direkte fra lægterne: Køb sæsonkort eller abonnement til den kommende sæson.
Fra kun 79,- om måneden eller 995,-

Dame N'Doye spillede 150 kampe og scorede 82 mål for klubben mellem 2009 og 2012. Med 14 scoringer i europæiske kampe er han klubbens mest scorende spiller i internationale kampe. Han blev også kåret til Årets Spiller i Superligaen i 2011.
 
N'Doye har allerede sluttet sig til holdet på træningslejren i Østrig.
 

Dame N'Doye

Fakta:
Navn: Dame N'Doye
Født: 21. februar 1985
Landskampe: 26 A-landskampe (6 mål) for Senegal.
Tidligere klubber: ASC Jeanne d´Arc, Al-Saad, O.A.F., Panathinaikos, OFI Kreta, F.C. København, Lokomotiv Moskva, Hull City A.F.C., Trabzonspor, Sunderland FC, Trabzonspor.