Træning på Nummer 10

Falk: Det bliver skønt at se Parken og fansene igen

Rasmus Falk er tilbage på træningsbanen på Nummer 10 og trænede fuldt med i dag.

"Jeg føler, at jeg står fint. Jeg har selvfølgelig ikke været med i de sidste to testkampe i Østrig, men jeg træner fuldt med nu og er klar til sæsonstarten på søndag," fortalte Falk efter fredagens træning.

"Det var selvfølgelig ikke optimalt at tage på træningslejr og så være nødt til at trække sig lidt tilbage efter 2-3 dage, men jeg har specialtrænet dernede og lavet de ting jeg kunne og skulle, så jeg har kunnet bygge lidt på imens."

"Så hvis jeg nu melder mig klar til søndag, så regner jeg med, at vi lige sælger nogle ekstra sæsonkort de næste dage," griner Falk, der ligesom holdkammeraterne er dybt imponerede over den rekordstore opbakning med over 16.000 sæsonkort og abonnementer.

>> Læs mere om sæsonkort og abonnement

"Det bliver dejligt at komme ind i Parken igen, hvor vi har den sidste træning lørdag formiddag. Men endnu bedre på søndag med masser af fans tribunerne, for det har vi savnet," slutter Rasmus Falk.

Han er nu den mest erfarne FCK-spiller i truppen med 204 kampe for løverne, siden han debuterede for næsten præcis fem år siden, den 13. juli 2016 ude mod Crusaders.
 

Falks debut ude mod Crusaders i 2016. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK