Rasmus Falk

Falk forlænger til 2027

F.C. København har forlænget aftalen med Rasmus Falk, så den løber til sommeren 2027.
 
Rasmus Falk skiftede til F.C. København i sommeren 2016 og har vundet fire mesterskaber og to pokaltitler.

Det er også blevet til tre gange Champions League-gruppespil hidtil, og i efteråret blev Falk tre gange kåret til Man of The Match i Champions League-kampene:
 
PC: En erfaren klassespiller
”Vi er glade for, at vi har fået en ny aftale på plads med Falk,” siger sportsdirektør Peter Christiansen.

“Han er en erfaren klassespiller, som ikke bare individuelt, men også som en del af holdet, giver os kvalitet hver eneste gang, han er på banen. Han har formået at udvikle sig som spiller hele sin karriere og gør det stadig.”
 
Når den nye aftaler udløber, har Rasmus Falk været F.C. Københavner i 11 sæsoner, og han er lige nu noteret for 316 kampe for Løverne, hvilket er tredjeflest af alle i klubbens historie.

Falk: Stadig meget sulten
”Jeg er stolt over, at klubben ser mig som en vigtig spiller også i et længere perspektiv,” siger Rasmus Falk.

“Jeg har følt mig hjemme i FCK siden den første dag, og jeg glæder mig altid til at møde ind i klubben og nyder, hver gang jeg går på banen i Parken.”
 
”Jeg har haft fantastiske oplevelser her, og samtidig er jeg stadig meget sulten efter at opnå endnu mere med FCK. Det er jeg glad for, at jeg nu får muligheden for,” siger Rasmus Falk om den nye aftale.
 
Neestrup: Vigtig spiller og person
For cheftræner Jacob Neestrup er Rasmus Falk en nøglespiller i truppen:
 
“For F.C. København er det vigtigt, at vi i fremtiden sikrer os at have et sundt mix af både erfarne og unge spillere.”

“Rasmus kender om nogen præmissen for at repræsentere F.C. København, og vi ser ham som både en vigtig spiller og person i vores jagt efter at indfri vores sportslige ambitioner.”

“Desuden har Rasmus de seneste sæsoner også været en af dem, som hjælper vores unge talentfulde spillere på vej til at få et godt afsæt for deres karriere i F.C. København. Dette er bare ét af mange eksempler på en spiller, som altid sætter klubben før holdet, og holdet før sig selv.”

“Vi kender alle Rasmus’ spidskompetencer som “dåseåbner”, og dem skal han fortsat bidrage med i F.C. København i fremtiden, når vi har allermest brug for netop hans unikke vendinger og driblinger i modstanderens felt,” siger Jacob Neestrup.