David Khocholava

Khocholava indstiller karrieren

David Khocholava er på grund af skader nødt til at indstille sin professionelle fodboldkarriere og stopper derfor i F.C. København.

Den georgiske forsvarsspiller har gennem det seneste halvandet år været gennem flere operationer og genoptræningsforløb, men omfanget af skaderne er så alvorlige, at det ikke længere er muligt at komme tilbage til topfodbolden:

Svært, men uundgåeligt
”Det er en svær, men uundgåelig beslutning,” siger David Khocholava.  
 
“Jeg har virkelig forsøgt og brugt utallige timer på at arbejde mig tilbage, men jeg er nødt til at se i øjnene, at der ikke er en vej tilbage. Det er hårdt, men jeg er afklaret omkring det, og helbredet må komme først.”

”Jeg har haft en fantastisk tid i København og FCK. Jeg har fået venskaber for livet, store oplevelser på banen og knyttet et stærkt bånd med klubben, byen og fansene især.”
 
“Det kommer jeg til at savne frygteligt meget, men jeg vil aldrig glemme den støtte, min familie og jeg har fået her – ikke mindst i de sværeste tider efter angrebet på Ukraine, hvor vi mærkede stor kærlighed og støtte. Det vil jeg altid være taknemmelig for,” siger David Khocholava, der kom til FCK fra Shakthar Donetsk i sommeren 2021.

”Nu skal jeg sammen med min familie finde ud af, hvad fremtiden skal bringe. Jeg vil savne fodbolden og det liv, der er omkring den, men det åbner også for at afsøge andre sider af livet sammen med min familie og venner.”
 
Kæmpe tak til alle
“Jeg vil gerne takke F.C. København for nogle af de bedste år i min karriere. Trods skaderne har min tid her været rigtig god for både mig og min familie, og alle i klubben har støttet mig i mit forsøg på at komme tilbage. Jeg vil helt sikkert følge klubben fremover, ligesom København er blevet et hjem for mig og min familie.”
 
”Der skal lyde en kæmpe tak til alle i klubben. Trænere, fysioterapeuter, kit men, spillere, medieafdelingen og alle i klubben for at være som en familie for mig. Og fra i dag af er jeg en stolt fan af F.C. København og medlem af Sektion 12,” slutter David Khocholava.

David Khocholava
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport

 

FCK-farvel til første hjemmekamp
Til den første hjemmekamp i den nye sæson bliver det muligt at sige et behørigt farvel til David Khocholava, så både fans og andre i klubben kan give den vellidte georgier en sidste tak for indsatsen i F.C. København. 
 
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen sætter også ord på afskeden

”Vi håber, at rigtig mange vil komme og sige farvel til David til den første hjemmekamp i Parken.”
 
“Han fortjener en stærk afsked med klubben, og det er vigtigt at sende David godt videre i fremtiden, og han skal vide, at vi har sat pris på hans indsats i København.”
 
“Han vil blive savnet, men døren vil altid være åben for David, når han kommer forbi,” siger Sune Smith-Nielsen.

Afskeden med Khocholava er den 28. juli, hvor Parken danner rammen om vores første hjemmekamp mod AGF.

Dygtig spiller med hjerte og vinderinstinkt
For alle i FCK er Khocholavas karrierestop et trist farvel til en meget vellidt person i klubben.

”Ud over at være en utroligt dygtig spiller er David også en stærk personlighed og karakter,” siger Jacob Neestrup.

“Han har fra dag 1 haft en stor forståelse for, hvilken klub, han var en del af, og han har altid spillet med hjerte og et vinderinstinkt, der gjorde, at holdkammerater, trænere og fans altid kunne regne med ham.”
 
“Da han var på toppen her, var han en af de absolut bedste på sin position i klubbens historie,” fortæller Jacob Neestrup.

Alle i F.C. København ønsker David og hans familie det bedste i fremtiden.