Fantastisk støtte på Stamford Bridge
Vi har sagt det før, men det kan ikke siges for tit: F.C. København har fans i verdensklasse! Det blev endnu engang bevist her til aften på Stamford Bridge, hvor ca. 3.000 medrejsende fans i store perioder af kampen klart overdøvede de ca. 33.000 engelske tilskuere.
Det blev i høj grad også bemærket af spillerne, der efter kampen var fulde af lovord for støtten, der bar holdet frem i de vanskelige perioder af kampen, hvor Chelsea truede med at blæse det københavnske korthus omkuld.
- En stor tak til alle de fans der er rejst med her over i dag, de giver en suveræn opbakning, og det var jo ligesom at spille på hjemmebane, lød det fra anfører William Kvist efter kampen.
En af de nye spillere i truppen, Pierre Bengtsson, var også meget imponeret over at mærke støtten:
- Jeg må virkelig rose fansene, det var en fantastisk stemning og så endda på udebane. Så er man stolt over at være FCK'er!
Fotos: Lars Møller, Sportsagency.dk