Stadig ubesejret på Stamford Bridge...

Både Oscar Wendt og Mikael Antonsson havde været tvivlsomme op til kampen, men begge blev meldt klar, og det betød at Oscar fik fornøjelsen af højre back, der var ledig på grund af Pospechs karantæne, mens Anton indtog sin sædvanlige plads centralt, og Pierre Bengtsson indledte på venstre back. I angrebet var Grønkjær, ligesom i lørdags, foretrukket frem for Santin, hvilket gav plads til Vingaard på midtbanen.

Chelsea havde ændret på 3 pladser i forhold til den første kamp – Mikel og Zhirkov afløste Essien og Malouda på midtbanen, mens Drogba skubbede Torres ud på bænken.

Kampens indledning forløb som forventet med hjemmeholdet som klart toneangivende, mens gæsterne lige så tingene lidt an og vænnede sig til tempoet, der med al respekt for Midtjylland og AaB var væsentligt højere end i Superligaen. Allerede efter et par minutter viste Chelsea eksempler på deres store bevægelighed og hurtige kombinationsspil, da Mikel sendte Cole til baglinien, og Lampard fik en halvstor mulighed ved forreste stolpe, men vinklen var for svær, og han skød forbi.
I det sjette minut opsnappede en dårlig tværpasning fra Lampard nede på egen banehalvdel og blev, efter et flot kontraløb, nedlagt lige uden for Chelsea-feltet, men desværre sendte han dødbolden lige i den blå Chelsea-mur.

Herefter stod der Chelsea på programmet igen den næste snes minutter, og med lidt held og præcision havde de også bragt sig foran i denne fase. Især Zhirkov var nærgående efter et smukt opspil i venstre side af Drogba og Cole, men russeren sendte sin afslutning lige forbi. Efter en snes minutter – hvor Bolaños og Vingaard havde byttet plads på kanterne - var Zhirkov på færde igen og spillede denne gang Anelka helt fri, men Wiland nåede stærkt ned med handsken og viftede bolden til hjørne, da Anelka prøvede at sende den under ham.

Byens Hold havde rigeligt at se til med at dæmme op for Chelsea-offensiven (heldigvis løb Anelka & co. flere gange offside i deres iver efter at få dybe stikninger nede fra midtbanen), men når kontrachancen bød sig, tog man den selvfølgelig – og efter 26 minutter måtte Terry tage ulovlige midler i brug for at bremse N’Doye 8-10 meter uden for feltet. Senegaleseren tog selv frisparket og hamrede det klokkerent på den ene opstander, mens en forstenet Petr Cech – der havde taget et skridt til den modsatte side – kun kunne se på. Men marginalerne var heller ikke med N’Doye denne gang, og man mindedes uvilkårligt også hans brag på overliggeren på Nou Camp…

Det gav dog hjemmeholdet lidt at tænke på, så resten af halvlegen var den blå dominans knap så udtalt, mens gæsterne med fornyet selvtillid formåede at holde bedre i bolden og sågar også etablere en del flere angreb end i første halvdel af halvlegen. Men Terry & co. er ikke sådan at spøge med, og det var uhyggeligt svært at vriste sig fri af de snærende markeringer, når man skulle det sidste stykke ind i feltet eller komme til afslutninger.

Zhirkov nåede at brænde endnu en stor chance for hjemmeholdet, da Anelka for en gangs skyld slap fri i højre side af feltet og spillede godt på tværs, men ellers kom de trods megen boldbesiddelse ikke frem til flere afslutninger inden pauseteen. Den kunne man som dansker indtage med en vis tilfredshed oven på de første 45 minutter, mens man for sit indre blik genkaldte sig N’Doye stolpeskud og tænkte ”hvis og hvis og hvis”…

Efter pausen fortsatte Chelsea-dominansen, og nu var der ikke mange minutter mellem afslutningerne. Drogba var tæt på at flugte et indlæg fra Bosingwa i nettet tæt under mål, men ramte den skævt. Ramires fyrede fladt af fra distancen, men lige i næverne på Wiland. Anelka blev spillet helt fri i højre side af Drogba, snød den tacklende Antonsson, men blev i sidste øjeblik bremset af Bengtsson. Mikel headede på overkanten af overliggeren fra nært hold efter et hjørne, og Anelka fik endnu en fin frispilning, men denne gang sad Antons tackling som den skulle, og igen måtte den store franskmand hovedrystende erkende, at den sidste skarphed manglede.

Drogba så korrekt gult for en irritations-eftertackling på Vingaard, og efter et lille kvarter af halvlegen tog noget af trykket af fra de blå. Løverne kæmpede stadig forbilledligt og fik fremragende opbakning fra de 3.000 fans, der det meste af kampen fuldstændig overdøvede de 33.000 englændere.

Efter en times spil sendte Ståle Kenneth Zohore ind i angrebet og tog Bengtsson ud, hvilket medførte en større rokade: Kvist højre back, Oscar venstre, Bolaños centralt på midtbanen og Grønkjær på venstre midtbane.

N’Doye fik sendt en afslutning af sted inden for målrammen, der dog ikke voldte Cech problemer, mens der i den anden ende gik legestue i det et par gange på bekostning af effektiviteten. Til sidst fik Ancelotti nok og sendte Torres ind for Anelka, men uden at det bidrog til større skarphed.
Som minutterne tikkede af sted svandt håbet efterhånden om et dansk mirakel, og humøret blev ikke bedre af, at Vingaard måtte udgå med en skade efter han kom forkert ind i en tackling med Lampard. I stedet fik Santin det sidste kvarter i en regulær 4-3-3-satsning. Det gav en pænt god kontramulighed lidt efter, hvor N’Doye imidlertid afsluttede forbi mål, og i det hele taget kreerede danskerne i den sidste fase af kampen en del ganske udmærkede angreb og også enkelte afslutninger fra distancen, men Chelsea-forsvaret stod desværre bundsolidt og tillod ikke noget, der lignede oplagte scoringsmuligheder.

Derfor endte det som det startede, og dermed trods alt en meget ærefuld exit fra Champions League. At tabe sammenlagt 0-2 til et hold som Chelsea er ingen skam, selv om man altid kan diskutere måden det skete på i den første kamp. Og så var der lige N’Doyes stolpeskud i det 26. minut