Christian Traoré bliver brobygger i det nye samarbejde

F.C. København vil hjælpe unge i job

F.C. København vil hjælpe ledige unge til nye fællesskaber og til at finde nye veje til uddannelse og arbejde. Det sker i nye partnerskaber med kommunernes jobcentre og Danmarks Idrætsforbund.

F.C. København træder ind i det nye initiativ, Startblokken, der støtter ledige 18-29-årige ind i fællesskabet på arbejdsmarkedet eller en uddannelse.

Startblokken er et nationalt initiativ, der er forankret i DIF, Danmarks Idrætsforbund, og som samarbejder tværgående med kommuner, idrætsklubber, fonde, erhvervsliv, eksisterende indsatser og flere aktører på området.

“Det er en vigtig del af vores strategi, at vi vil bidrage til at gøre København til en endnu bedre by for alle, og vi ved, at beskæftigelse er vigtigt for livskvaliteten," siger Brian Månsson, Director of Venue i F.C. København.

"Vi har allerede et godt samarbejde med DIF og Københavns Kommune om andre indsatser, så det giver rigtig god mening for os at være en del af Startblokken og tilbyde de unge fællesskaber, opkvalificering og netværk."

Vi glæder os til at få en masse unge i huset sammen med Christian Traoré,” siger Brian Månsson.

Tidligere FCKs-spiller bliver brobygger
Christian Traoré er tidligere spiller i F.C. København og bliver brobygger på de unges vej fra ledighed til en uddannelse eller et job.

”Jeg glæder mig virkelig til opgaven, og det bliver sjovt at blive en del af F.C. København igen," siger Christian Traoré.

"Formålet er meget vigtigt og givende for alle parter, og jeg ser meget frem til at komme i gang med arbejdet og forhåbentlig hjælpe nogle unge mennesker godt på vej.”

Startblokken indledes i maj
I slutningen af maj begynder de første unge i forløbet Startblokken hos F. C. København. Her skal de arbejde med mental og fysisk trivsel, finde styrke i fællesskabet med andre unge og udvikle en større tro på sig selv i forskellige arbejdsopgaver.

Tværgående samarbejder er et grundelement i initiativet Startblokken, som er forankret i DIF og blev lanceret i februar 2024, og nu vil Københavns Kommunes jobcentre kunne visitere ledige unge til at deltage i Startblokkens forløb.

Hjælper de unge ud over stepperne
"Det er en kæmpe samfundsmæssig udfordring, at 43.000 unge står plantet i livets startblok med lim på sålerne," siger beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Jens-Kristian Lütken (V).

"Med det her initiativ får de fut i fødderne og hjælp fra sportens fællesskaber til at løbe de første runder i deres arbejdsliv."

"Det er vigtigt. Fordi virkeligheden virker. Og fordi de færreste får kilometer i benene af at sidde på sofaen. Jeg er helt sikker på, at Startblokken kan hjælpe med at få flere af de her unge ud over stepperne,” siger Jens-Kristian Lütken.

Brobyggere skal støtte de unge til nye livsbaner
De lokale brobyggere arrangerer idrætsaktiviteter og forløb med personlig udvikling for de unge.

De unge bliver støttet i at få succesoplevelser med mindre arbejdsopgaver til kampdage. Og fodboldklubbernes erhvervsnetværk kan tilbyde praktikpladser og på sigt måske et fast job til de unge.

Startblokken er et forløb under trygge rammer med gode oplevelser, der tydeliggør de unges kompetencer og kan åbne døre til en lysere fremtid.

En vigtig ny start
I Startblokken kommer Københavns Kommune løbende til at dele erfaringer i tæt samarbejde med brobyggerne og klubberne, faciliteret af DIF.

”Vi er enormt glade for de nye partnerskaber og den tværgående samskabelse af Startblokken," siger Frans Hammer, næstformand i DIF.

"Vi ved, at idrættens fællesskaber kan øge unges trivsel og sociale liv, og vi tror på, at Startblokkens forløb kan give en vigtig ny start for de alt for mange unge, der lige nu står uden for fællesskabet på et arbejde eller en uddannelse.”
 

Faktaboks

OM STARTBLOKKEN
Det overordnede formål med ”Startblokken: Idræt Skaber Livsbaner” er at få unge i alderen 18-29 år, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse, ind på en livsbane, hvor de trives, får en uddannelse eller et job og bliver en integreret del af det danske samfund. 
 
Startblokken er et nationalt initiativ, der er forankret i DIF, og som samarbejder tværgående med kommuner, idrætsklubber, fonde, erhvervsliv, eksisterende indsatser og flere aktører på området.

Forløbet for de unge i Startblokken benytter idrættens styrker til at skabe fællesskaber, hvor de unge motiveres og får selvværd, tro på egne evner, succesoplevelser, sociale kompetencer og større netværk.

Startblokkens brobygger skaber øvebaner i trygge rammer for unge, der skal finde en vej livet.

Løbende evalueres Startblokkens lokale indsatser af konsulent- og videnshuset Enact:Lab i samarbejde med Syddansk Universitet for at dele viden på tværs af landet og stå sammen om at skabe et nationalt initiativ, der er meningsfyldt og bæredygtigt.

Læs mere på Startblokken.dk
 
FONDSSTØTTE
Startblokken er i øjeblikket støttet med 44,5 millioner kroner: 

  • Grundfos Fonden – 25 mio. kr.
  • Bikubenfonden via Sportucation – 10 mio. kr.
  • Det Obelske Familiefond – 6 mio. kr.
  • Spar Nord Fonden – 4,4 mio. kr.