F.C. København og FC Rosengård etablerer sportsligt partnerskab

Med et fælles ønske om at styrke hinanden indgår F.C. København og FC Rosengård nu et tæt sportsligt partnerskab på tværs af landegrænser.

Det dansk-svenske partnerskab vil have fokus på udvikling af kvindefodbold og talentudvikling i Øresundsregionen.

FC Rosengårds kvindehold har i mange år været en fremtrædende aktør i Damallsvenskan med 13 svenske mesterskaber, og Malmøklubben spiller også en væsentlig europæisk rolle med adskillige års Champions League erfaring. Det er netop denne erfaring, F.C. København skal nyde godt af, mens klubbens første kvindehold er under etablering.

Rebecca Steele: Unikt partnerskab
”Vi har store ambitioner for vores kvindehold, og derfor er det oplagt for os at hente inspiration hos nogle af de bedste," siger Rebecca Steel, chef for F.C. København Kvindefodbold. I

"I Danmark har vi fortsat meget at lære indenfor kvindefodbold, og da FC Rosengård er blandt de dygtigste i Norden, kommer vi nu i mesterlære i at udvikle et kvindehold på internationalt niveau. Det her partnerskab er helt unikt for dansk pige- og kvindefodbold."

Johan Glennmo: En stor drøm
Samtidig har FC Rosengård netop præsenteret en ny strategi med særskilt fokus på etableringen af et særligt ambitiøst akademi for børn og unge, og her skal Rosengård lære af F.C. København.

”I svensk fodbold er vi bagud på talentudvikling, og det gælder også i Rosengård," siger Rosengårds klubchef, Johan Glennmo.

"Derfor går en stor drøm nu i opfyldelse, når vi kan samarbejde med nogle af Skandinaviens bedste talentudviklere. Hos FCR har vi et mål om at tilbyde uddannelse og udvikling på højt niveau til mange flere børn og unge, og det her er et meget vigtigt skridt på vejen."

Stort potentiale
De to klubber er fælles om et stort ønske om at sætte et stærkt nordisk aftryk på europæisk fodbold, og der er enighed om, at en solid international position bedst opnås ved at bygge bro på tværs af lande og grænser.

Helt konkret byder partnerskabet på udveksling af viden, værktøjer, kompetencer og ressourcer på tværs af de to klubber. Medarbejdere fra F.C. København vil derfor regelmæssigt være til stede hos FC Rosengård og omvendt.

De to klubber vil også løbende undersøge mulighederne for at udbygge samarbejdet.

”Malmø er Københavns nærmeste nabo, og potentialet i Greater Copenhagen-regionen er enormt," siger Sune Smith-Nielsen, udviklingsdirektør i F.C. København.

"Der kan være mange synergier på tværs af landene, og derfor kan jeg godt forestille mig, at vi kan udvikle samarbejdet undervejs. Det kan fx være på det sociale område, hvor FC Rosengård er meget stærke i dag.”

Ordførende direktør i FC Rosengård, Håkan Wifvesson, supplerer:

”Vi er meget glade for det her samarbejde, og vi tror på, at vi gensidigt kan styrke hinanden på mange planer. Derfor håber vi også på, at vi kan lægge mere til vores samarbejde løbende.”
 

Fakta om FC Rosengård

FC Rosengård er skabt i en sammenlægning af LdB FC Malmö og FC Rosengård i 2012.

Eliteklubben LdB FC Malmö udsprang af Malmö FF’s kvindehold, der blev etableret i 1970.

FC Rosengård har rødder i Malmö Boll & Idrætsforening fra 1917 og har siden år 2000 haft hjemme på Rosengårds Idrottsplats i Malmø med aktiviteter for både mænd og kvinder.

Klubben har vundet 13 svenske mesterskaber, heraf 8 siden 2010, og har hyppigt deltaget i UEFA Women’s Champions League.

FC Rosengård engagerer sig i et omfattende socialt arbejde, der blandt andet har skabt beskæftigelse til 3.200 unge i Malmø. I klubbens sydafrikanske fodboldprogram, Football for Life, deltager intet mindre end 550 skoler.