FCK-AGF: Dagen derpå
Fire point op med fem kampe igen
Uanset resultatet af mandagskampen, hvor FC Midtjylland skal til Silkeborg, så har vi fire point op til førstepladsen inden de sidste fem kampe i Mesterskabsspillet.
Det blev resultatet af søndagens kampe, hvor Brøndby spillede 1-1 i Farum, mens vi slog AGF 3-2 i Parken:
Næste weekend skal vi til Silkeborg søndag kl. 16, Brøndby og Midtjylland mødes i Brøndby søndag kl. 18, og allerede fredag kl. 19 får AGF besøg af Nordsjælland.
Carlsberg Man of the Match: Peter Ankersen
Der var flere, der undrede sig, da Peter Ankersen i går blev kåret til Carlsberg Man of the Match. Næppe fordi de ikke syntes, at han fortjente det, for allerede i 1. halvleg høstede han mange bifald fra tribunerne for sine aktioner, og han blev også klappet fra banen, da han var nødt til at udgå kort efter pausen.
Allerede på det tidspunkt førte han stort i afstemningen, men de fleste havde nok ventet, at hattrick-helten Orri Óskarsson løb med prisen. Ankersen fik dog omkring en tredjedel af de i alt ca. 3.500 stemmer og var en klar vinder foran Diks og Orri:
- Peter Ankersen 1.162
- Kevin Diks 672
- Orri Óskarsson 633
Vi ved af gode grunde ikke, hvorfor den enkelte stemmer som han eller hun gør, men det spiller nok ind, at Orri først scorede sine to sidste mål efter, at afstemningen var lukket.
Orri vandt dog afstemningen i Brediablik-kampen, mens Ankersen i går vandt for anden gang efter også at have fået flest stemmer i Derbyet tidligere i april.
Det har altid været præmisserne for Carlsberg Man of the Match, at vi åbner afstemningen i pausen og lukker den omkring det 85. minut, så vi kan nå at offentliggøre vinderen i Parken, inden kampen er slut.
Ud over at vinderen bliver udråbt, mens alle fans endnu er til stede i Parken, så får vedkommende bagefter en af de store Carlsberg-flasker og skal efter kampen også op og hilse på sponsorerne i Hall of Carlsberg.
Tilskuertallet
Vi nåede ikke op på de 32.013 tilskuere, som kom til forårets forrygende 4-3-kamp mod AGF, men de 29.648 - ca. 1.000 flere end mod Silkeborg for en uge siden - fik en næsten lige så dramatisk og underholdende kamp søndag aften.
De to kampe er de bedst besøgte AGF-kampe siden Parkens kapacitet blev reduceret i 2009, hvor den nuværende D-tribune afløste Idrætsparkens gamle hovedtribune. Mens den stod, kom der i juni 2003 37.582 tilskuere til guldkampen, hvor vi slog AGF 4-1.
Sæsongennemsnittet til vores Superliga-hjemmekampe er nu 27.753 - og der venter stadig to kampe mod FC Midtjylland torsdag den 16. maj, kl. 20 samt sæsonafslutningen hjemme mod FC Nordsjælland søndag den 26. maj, kl. 17.
Kampstatistik