Kampreferat: Jagten fortsætter, men unødigt spændende til sidst
De to hold
Rasmus Falk og Magnus Mattsson var klarmeldt efter skader, men til gengæld var Jordan Larsson og Lukas Lerager ikke klar til kamp, så Neestrup startede i stedet med Claesson og Diogo på midten og rykkede Elyououssi ud på kanten: Grabara – Ankersen, Vavro, Diks, Sørensen – Claesson, Clem, Diogo – Elyounoussi, Cornelius, Achouri
AGF, som også døjer med en del skader, skiftede også to fra deres 2-7-nederlag i Farum i mandags: Peacock-Farrell – Akoto, Tingager, Knoester – Links, Knudsen, Madsen, Anderson, Kahl – Bach, Mortensen
God Achouri-chance i starten
Vi lagde fint ud foran de 29.648 tilskuere, som havde fundet vej til Parken denne dejlige forårssøndag i København, og det var tæt på, at Elias Achouri havde givet os en drømmestart i 8. minut, da han fra hjørnet af AGF-målfeltet sparkede forbi fjerneste stolpe efter et godt, langt Ankersen-skift.
Det viste sig dog at være et af halvlegens meget få afslutninger, for selv om vi havde bolden meget, så kneb det med at omsætte det til chancer. Og i den anden ende gav vi ikke meget plads til et AGF-hold, som også koncentrerede sig mest om at holde organisationen samlet for at undgå at blive kørt over igen som i mandags.
Mange sammenstød og spilstop
Efter godt 20 minutter måtte de udskifte Michael Akoto med Tobias Anker, efter at han blev skadet i en tackling på Diogo, som udløste frispark til portugiseren – og samtidig faldt kampens første gule kort til Magnus Knudsen, som kort forinden stemplede William Clem på foden.
Små og store sammenstød var der mange af i kampen, og også en del spilstop, mens spillerne ømmede sig, men ingen grimme frispark af den slags, som før er set i disse opgør. Men som sagt var der ikke mange målchancer at berette om.
Vavro havde midt i halvlegen et udmærket langskud, som han holdt godt nede, men som også sad så tæt på Bailey Peacock-Farrell, at han blokerede uden de store problemer.
Frem mod pausen satte vi flere udmærkede angreb op, men det førte til for lidt og forblev i kategorien ”lige-ved-og-næsten”, så lad os i stedet spole frem til 2. halvleg, som både blev lang, målrig og dramatisk!
2. halvleg
Diks indledte med et fint forsøg, da han løb til forreste stolpe på et Sørensen-hjørne og bøjede sig frem og headede (eller ”nakkede”?) bolden lige over overliggeren og i nettaget.
Lidt efter udgik Peter Ankersen desværre, nok mærket af et sammenstød i 1. halvleg, hvor Magnus Knudsen buldrede ind i ham uden for vores felt og tilsyneladende gav ham et trælår, som hæmmede ham her efter pausen.
Elias Jelert kom ind, og bare to minutter efter kom Orri Óskarsson også på banen før planlagt, da Andreas Cornelius blev skadet i en løbeduel med Mads Emil Madsen omkring midten. Ikke lige det, vi havde brug for så tidligt i halvlegen, for nu kunne vi kun skifte ud én gang mere i kampen.
Til gengæld lagde vi godt pres på gæsterne, og efter at Diogo havde testet Peacock-Farrell med et langskud, så headede Orri en fin bold ned til Claesson, som dog blev tacklet i skudøjeblikket til hjørne.
1-0 Orri Óskarsson
Sørensen skruede bolden ind over, og Claesson hoppede højere end Tingager og dirigerede bolden videre mod fjerneste stolpe, hvor Orri let headede den ind til 1-0. Troede de fleste, men linjedommeren vinkede for offside, og først efter et VAR-tjek blev målet godkendt, fordi Mikael Anderson ophævede offsiden.
Over stregen?
Selv om vi ikke havde skabt alverden, så var føringen fuldt fortjent, som kampen havde udviklet sig. Men AGF ville det anderledes, og på noget nær deres første chance i kampen fik de bolden over stregen – eller gjorde de?
Et Mikael Anderson-indlæg fra venstre blev ikke clearet ordentligt inde foran mål, og fra nært hold afsluttede Eric Kahl lige på Grabara. Polakken kunne dog ikke holde bolden, så den trillede ind over stregen, inden han fik fat i den igen, men ikke langt nok til, at der blev dømt mål.
Da bolden var ude af spil nogle minutter efter, indledte VAR-vognen dog et længere tjek af hændelsen, og efter 2-3 minutter fik Sandi Putros besked på at fløjte for mål. Vi appellerede forgæves for, at Kahl tæmmede bolden med hånden, inden han sparkede på mål.
Åben kamp igen
Udligningen så ud til at ryste os lidt, mens AGF fik ny energi, og kampen var nu igen helt åben. Med et kvarter igen kom Falk og Mattsson ind for Claesson og Diogo, og efterhånden var vi mere på bolden igen og forsøgte at finde rytmen fra før deres udligning.
Helt let var det ikke, for de stod lavt og kompakt, og vores spil var periodevis lidt for omstændeligt, så vi kom ikke frem til noget særligt.
AGF trak også tiden så ofte, så man næsten mistænkte, at de havde tænkt sig at blive i København indtil pokalfinalen om halvanden uge… men Putros samlede minutterne til bunke, og da han lagde dem til i sidste ende, syntes vi selv, at det var for meget af det gode!
Efter 81 minutter var Orri tæt på at overliste Peacock-Farrell med et godt hovedstød på et Jelert-indlæg, og vores efterfølgende hjørne førte kun til en AGF-kontra, hvor Falk bremsede Gift Links ulovligt omkring midten og fik en advarsel, der giver ham karantæne på søndag i Silkeborg.
2-1 ved Orri og Achouri
Efter 85 minutter faldt det, som de fleste nok troede var kampens afgørelse, da Elias Achouri ihærdigt tacklede bolden til sig i venstre side, sled sig fri af to aarhusianere og stak fra dem ned mod baglinjen. Her slog han et perfekt indlæg, som Orri kastede sig ned og styrede i mål via indersiden af den fjerneste stolpe.
Fantastisk afslutning på et fantastisk forarbejde!
3-1 og 3-2 på kort (tillægs)tid
AGF kastede nu alt frem for at få point, og det var nervøst i Parken, da fjerdedommeren signalerede mindst ti minutters tillægstid.
Men i tredje tillægsminut eksploderede Parken i lettelse og begejstring, da Orri hamrede et hattrick hjem med en perfekt afslutning uden for feltet, efter at Elyounoussi headede et Falk-indlæg tilbage til ham.
Jublen havde dog dårligt lagt sig, før vi igen måtte finde nerverne frem og hænge dem uden på tøjet, for minuttet efter reducerede Tobias Anker til 3-2!
En bold blev headet frem mod vores felt, hvor Patrick Mortensen snød Vavro og snittede den videre i feltet, og AGF havde kastet Anker op i angrebet, hvor han flot flugtede kuglen i kassen uden chance for Grabara.
Tiden sneglede sig afsted, og de ti tillægsminutter blev til tolv, mens vi kæmpede indædt for at forsvare føringen, indtil Putros fløjtede for sidste gang.
Halvvejs gennem Mesterskabsspillet er der nu ”kun” fire point op til førstepladsen og stadig 15 point at spille om – håbet lever!