FCK blev Europas børsmester

FC København er med helt i toppen blandt Europas allermest berømte fodboldvirksomheder, når det gælder aktiekursen, skriver Jyllands-Posten torsdag.

Beviset leverede nyhedsbrevet Soccer Investor, der onsdag kunne oplyse, at selskabet bag det danske mesterhold, PARKEN Sport & Entertainment, som eneste børsnoterede fodboldvirksomhed i Europa præsterede stigende aktiekurser i løbet af 2001.

FC Københavns aktier var ved årsskiftet steget med 18,42 pct. i forhold til kursen på samme tidspunkt sidste år. I 38 af Europas i alt 40 børsnoterede fodboldklubber faldt kurserne i større eller mindre grad. Også AaB hævdede sig hæderligt med uændrede aktiekurser i forhold til året før.