FCK går internationalt sammen med Unisport

F.C. København og Unisport indgår en aftale med fokus på både det store udland og på det vigtige, nære fundament, når samarbejdsklubberne sikres bedre vilkår.

Unisport er en af Europas største forhandlere af fodboldtrøjer og fodboldudstyr og vil med den nye aftale bistå F.C. København med at nå langt udover landets grænser og samtidig sikre, at klubbens vigtige samarbejdsklubber får en favorabel adgang til spilletøj og træningstøj.

Aftalen betyder, at F.C. Københavns spilletrøjer, træningstøj og den kommende Originals-kollektion fremadrettet vil være at finde i alle Unisports fysiske butikker i blandt andet Skandinavien og i Paris. Samtidig vil alle FCK-kollektioner være at finde på Unisports webshops i hele Europa.

”Unisport er en stærk partner, der på flere niveauer sikrer, at F.C. København kan lykkes med de strategiske initiativer, der er vigtige for os. For FCK er det vigtigt at kunne imødekomme den stigende internationale efterspørgsel på tøj med vores logo, og samtidig er det helt afgørende hele tiden at prioritere vores samarbejdsklubber og forbedre deres vilkår. Det gør vi med denne aftale, som jeg er ovenud glad for,” siger Mikkel Grove Lindsted, kommerciel direktør i F.C. København.

Et væsentligt element i aftalen drejer sig om at støtte udviklingen i F.C. Københavns mange samarbejdsklubber, hvor særligt udgifterne til spilletøj og træningstøj kan være en meget stor post i budgettet. Derfor byder aftalen på en model for indkøb af udstyr via Unisport og i samarbejde med adidas, som samtidig giver mulighed for særlige aktiviteter for samarbejdsklubberne.

”Vi er meget glade for denne aftale med F.C. København, hvor vi kan bidrage til det vigtige arbejde, der udføres i samarbejdsklubberne og blandt deres medlemmer. Det gør det helt naturligt for os at indgå et partnerskab med Skandinaviens mest succesfulde fodboldklub i de seneste år,” siger Head of Teamsales, Mikkel Sass, fra Unisport.

”Vores største ønske er at gøre fodboldtøj og fodboldudstyr tilgængeligt for alle, så vi i fællesskab kan arbejde på at udbrede fodbolden yderligere. Samtidig vil alle FCK-kollektioner via Unisports webshops nå ud i hele Europa," siger CEO, Michael Burk, fra Unisport.

Aftalen løber foreløbig frem til sommeren 2028, og alle F.C. Københavns samarbejdsklubber vil få nærmere besked om det særlige partnerskab med Unisport og adidas.