Flere og flere snører fodboldstøvlerne i Danmark
Over 370.000 var medlem af en fodboldklub i 2023, hvilket for andet år i træk er det højeste nogensinde.
Det viser de nyeste medlemstal fra DBU’s mange fodboldklubber, som helt præcist landede på 373.501, og det glæder DBU-formand Jesper Møller:
”Fodbold giver over hele landet et helt særligt fællesskab på tværs af alder, diversitet og køn, og det er derfor utrolig glædeligt, at rekordmange danskere nu ønsker at være en del af det. Det skyldes i allerhøjeste grad det kæmpestore arbejde, der bliver lavet af alle de mange frivillige i de danske fodboldklubber,” siger han til dbu.dk.
Dermed har DBU allerede nået et af sine samlede mål for 2025, og generelt har der været fremgang blandt børn og unge.
I aldersgruppen 0-12 år har fremgangen været 4,4 % for drenge og 3,0 % for piger, og fra 13-18 år har den været 7,3 % for drenge og 11,2 % for piger.
Vi mærker også fremgangen
FCK Børnefodbold, som blandt andet har ansvaret for vores over 50 samarbejdsklubber, glæder sig også over fremgangen, som taler direkte ind i klubbens mangeårige strategi på området.
"I FCK Børnefodbold er vi glade for at kunne bidrage til den samlede fodboldmæssige fremgang for alle køn,” siger Anders Lange, der er leder af FCK Børnefodbold.
“Det er vigtigt for os, at der er børnevenlige træninger for så mange børn som overhovedet muligt, da det er med til at skabe sunde fællesskaber."
“Vi oplever også en kæmpe fremgang i vores samarbejdsklubber og en kæmpe tilslutning til de spilaktiviteter, som vi laver rundt om i hele København. Det er helt afgørende for F.C. København, at vi har tilbud for alle børn på alle niveauer," siger Anders Lange.