Første Derby-duel om førstepladsen i fem år

Søndag kl. 14 går det løs på Brøndby Stadion med sæsonens første Derby.

Hjemme-Derbyet i Parken spilles søndag den 12. november, kl. 12.00, og det offentlige salg af billetter åbner i eftermiddag kl. 15.00 på billet.fck.dk. Brøndby IF sælger dog selv billetterne til deres udeafsnit.

Kamp om førstepladsen
Da vi mødte i Brøndby i sidste sæsons grundspil, var det i 12. spillerunde og et møde mellem nr. 7 og 9 i tabellen.

Nu mødes holdene som nr. 1 og 2, og det er fem år siden, de to hold senest sloges om førstepladsen.

Det skete senest til Derbyet i Parken den 12. august 2018 (5. spillerunde), hvor Brøndby lå nr. 1 med 10 point, og vi lå nr. 2 med 9 point. Dengang erobrede vi førstepladsen med en 3-1-sejr, og bortset fra et par uger senere på efteråret, så blev vi på førstepladsen resten af sæsonen.

Begge har vundet fem i træk
I denne sæson har begge hold vundet fem kampe i træk, men mens vi havde vores stime i starten af sæsonen, er Brøndby stadig i gang med deres.

De tabte to af sæsonens første tre kampe, men har nu vundet fem i træk, hvorimod vi vandt de første fem kampe og i de seneste tre har vundet en, spillet en uafgjort og tabt en.

Udsolgt Derby
Derbyet er udsolgt, men du kan se med på TV3+ og Viaplay, der sender optakt fra kl. 12.30.

Jubel efter Derby-sejren
Jubelscener efter 3-1-sejren i det seneste Derby i Brøndby. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


(Kilder: fck.dk, superstats.dk)

>> Få sidste FCK-nyt i din mailbox